14/03-16 11:06

Læger: Positiv prognose løser ikke akutte problemerLæger: Positiv prognose løser ikke akutte problemer

Det bekymrer de praktiserende læger, at der flere steder i landet er akut mangel på læger.

storybild

Sundhedsstyrelsens nyeste lægeprognose spår, at antallet af læger vil stige med 13.629 frem mod 2040, men den fremtidige stigning løser ikke de akutte problemer, som sundhedsvæsenet står midt i, lyder det fra PLO. (Billede: Free/Colourbox)

Det er tankevækkende, at der i dag er borgere, som på grund af lægemangel skal køre meget langt for at komme til en ledig lægeklinik.

Sådan lyder det fra Christian Freitag, som er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Sundhedsstyrelsens nyeste lægeprognose spår, at antallet af læger vil stige med 13.629 frem mod 2040, men den fremtidige stigning løser ikke de akutte problemer, som sundhedsvæsenet står midt i, påpeger Christian Freitag.

- Samtidig med prognosen får vi at vide, at manglen på de praktiserende læger aldrig har været så stor. Der har aldrig været så mange borgere, der har svært ved at komme til deres praktiserende læge eller slet ikke har nogen praktiserende læge, siger han.

Lægerne fordeler sig skævt både hvad angår speciale og geografi. Og den udfordring løses ikke ved, at sundhedsvæsenet får flere læger, siger formanden.

Sundhedsministeren har netop nedsat et lægedækningsudvalg, som skal komme med forslag til at løse den udfordring.

Udvalget skal afrapportere i slutningen af 2016.

- Det positive signal til lægedækningsudvalget er, at lægerne er på vej. Derfor er det heller ikke den knap, der skal skrues på, siger Christian Freitag.

- Der skal altså ikke uddannes flere læger, end vi havde troet. Det er helt klart fordelingen af lægerne, der er det store problem, siger han.

Lægemanglen ses blandt andet i Thy, Nykøbing Falster og Horsens, mens der i Esbjerg er så stor mangel på læger, at tilflyttere ikke kan blive tilknyttet en praktiserende læge i byen. I stedet må de køre op mod 30 kilometer til den nærmeste ledige lægeklinik.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) peger ligesom Christian Freitag på fordelingen af læger som en af de helt store knaster.

- Selv om der kommer flere læger i fremtiden, løser man jo ikke udfordringerne her og nu, siger Stephanie Lose.

- Det er en uholdbar situation, at man som almindelig borger ikke har adgang til sin praktiserende læge, fordi det betyder rigtig meget for borgernes dagligdag. Det understreger, hvor akut lægemanglen er, uddyber hun.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress