Af - 05/03-15 19:35; Opdateret: 05/03-15 19:49

Kærlighedshistorie fra sandwichbar var løgn: Sådan snød deKærlighedshistorie fra sandwichbar var løgn: Sådan snød de

Historien om 'Albert Hedegaard' og Laura Vallø Kristensen, der havde mødt hinanden på Sunset Boulevard i Slagelse, var det pure opspind, viser en nærmere gennemgang.

Bildstrecke im Grossformat »

Historien om 'Albert Hedegaard' og Laura Vallø Kristensen, der havde mødt hinanden på Sunset Boulevard i Slagelse og efterfølgende var blevet kærester, var det pure opspind, da ”Albert Hedegaard” er en falsk Facebook-profil.

Historien er onsdagen igennem blevet flittigt læst, liket og delt hos metroxpress, men undervejs har læserne også gjort redaktionen opmærksom på nogle mistænkligheder ved historien. Og efter en nærmere gennemgang viser det sig, at historien ikke passer.

Det bekræfter Filip, som sammen med et par andre venner står bag den falske Facebook-profil.

- Det startede for tre år siden med den her profil, hvor vi fandt nogle billeder på en tilfældig profil og oprettede 'Albert Hedegaard'. Her den anden dag skrev vi for sjov til Sunset Boulevard, fordi jeg havde læst et post fra Odense Biograf, hvor en fyr efterlyste en pige, han havde set. Det inspirerede mig, og jeg tænkte, det ville være sjovt at skrive noget af det samme til Sunset, siger 19-årige Filip.

LÆS OGSÅ: Albert kunne ikke glemme 'sød sodavandspige' fra sandwichbar

Efterfølgende postede Sunset Boulevard opslaget fra 'Albert Hedegaard', så hele gruppen kunne se beskeden, hvor 'Albert' efterlyste pigen, som havde tilbudt ham sin sodavand.

Det var herefter, at metroxpress blev tippet om historien af Filip og tog kontakt til 'Albert Hedegaard' og Laura Vallø Kristensen, som blev interviewet via Facebook.
Laura Vallø Kristensen er en rigtig person, som Filip kender i virkeligheden. Hun indvilgede i at være 'sodavands-pigen', fortæller Filip.

Da metroxpress lagde historien på Facebook onsdag formiddag, kommenterede flere læsere, at historien var falsk, fordi man ved at gå tilbage i tiden kunne se, at 'Albert Hedegaard' og Laura Vallø Kristensen allerede var blevet Facebook-venner i april 2014, - altså lang tid før 'mødet på Sunset'. Derudover bemærkede en læser, at 'Albert Hedegaards' profilbilleder var kopieret uden tilladelse fra en svensk mands profil.

Filip beklager, at han stjal billederne sammen med sine venner, og han har i dag været i kontakt med svenskeren.

- Jeg er da ked af det, men vi prøvede ikke at gøre nogle sure, og ham svenskeren virker rimelig ok med det. Jeg har været i kontakt med ham, siger han.

Facebook-profilen med 'Albert Hedegaard' blev slettet onsdag eftermiddag ved 17-tiden.

- Det var bare drengestreger, og vi tænkte, at det hele ville være sjovt. Det var ikke for at skade nogen. Det var bare en intern joke, der eksploderede, og vi var slet ikke forberedt på det, og profilen er nu slettet, fortæller han.

Metroxpress kender Filips fulde identitet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress