07/06-15 17:47

Venstres nulvækst kan sende kvinderne hjem til kødgryderneVenstres nulvækst kan sende kvinderne hjem til kødgryderne

Venstres forslag om nulvækst og Liberal Alliances forslag om minusvækst kan betyde færre kvinder på arbejdsmarkedet. Det skriver Avisen.dk.

storybild

Tilbage til kødgryderne - Venstre og LA's forslag beskyldes for at sende kvinderne væk fra arbejdsmarkedet. (Billede: Polfoto)

Formanden for Forældrenes Landsorganisation (FOLA), Dorthe Boe Danbjerg, advarer om, at hvis kvaliteteten i daginstitutionerne forværres ved blandt andet færre voksne i vuggestuer eller børnehaver, vil det give bagslag.

- Kvinderne vil enten vælge børn eller arbejde fra, siger Dorthe Boe Danbjerg til Avisen.dk.

Allerede i dag, inden nulvækst og minusvækst, kan hun se konsekvenserne af forringet kvaliltet i daginstitutionerne i nogle kommuner.

- Der er begyndt at komme flere hjemmegående mødre. Og nogle af dem går ikke hjemme af fri vilje, men af nød. De har det dårligt med at aflevere deres børn i institutioner, hvor der ikke er nok pædagoger, og det hele sejler, mener Dorthe Boe Danbjørg, der i FOLA blandt andet kæmper for nationale minimumsnormeringer.

Hun undrer sig over, at politikerne ikke har øje for konsekvenserne af forringet kvalitet i de offentlige dagtilbud.

Det er et økonomisk problem, at kvinder, der har taget lange, dyre uddannelser ender med at gå hjemme på grund af dårlige pasningsmuligheder, mener hun.

Hun er desuden bekymret for den ulighed, der opstår i samfundet, når størstedelen af forældre på deltid er kvinder, da det ofte er dem, der tjener mindst.

Venstres nulvækst kan ifølge beregninger fra finansministeriet betyde, at 18.000 færre kvinder og 7.000 færre mænd vil arbejde i den offentlige sektor i 2020. Finansministeriet har regnet på konsekvenserne af Venstres ønske om nulvækst og Liberal Alliances ønske om minusvækst.

Mens nulvækst vil koste 25.000 offentlige jobs, vil en minusvækst på 1,5 procent, som Liberal Alliance vil indføre, koste 81.000 stillinger i det offentlige. Og ifølge finansministeriets beregninger, er det 57.000 kvinder, der mister jobbet.

LO’s næstformand Lizette Risgaard advarer kraftigt mod nulvækst og minusvækst, sådan som Venstre, Konservative og Liberal Alliance ønsker det.

- Det er først og fremmest kvinderne, der arbejder i vuggestuer, børnehaver, på hospitaler og i ældreplejen. Det er dem, der risikerer at skulle løbe endnu stærkere og halse af sted med tungen ud af munden, fordi deres arbejde bliver presset. Eller det er dem, der risikerer en fyreseddel, siger hun til Avisen.dk.

- Vi skal have en velfungerende offentlig sektor herhjemme for at få den private sektor til at fungere godt. I dag har danske kvinder en af de højeste beskæftigelsesfrekvenser i verden, fordi vi kan aflevere vores børn i daginstitutioner. Men vi risikerer jo, at færre hænder og ringere kvalitet i daginstitutionerne får kvinder til at gå ned i arbejdstid eller blive hjemme for at passe deres børn, og det går ud over det arbejdsudbud, som mange politikere ellers lovpriser, mener Lizette Risgaard.

Men Venstre afviser, at nulvækst vil få konsekvenser på børneområdet.

- Det er ikke vores intention at skære i daginstitutionsområdet eller andre primære velfærdsområder. Vi vil hente pengene fra u-landsbistanden og flygtningeområdet, siger Tine Nedergaard, Venstres familieordfører, til Avisen.dk.

Hun fremhæver, at det er kommunernes ansvar at sørge for kvaliteten i daginstitutionerne.

At det oftest er kvinderne, der går på deltid, er ikke noget der vækker bekymring om ubalance i samfundet for Tina Nedergaard:

- Det må familierne selv bestemme. Og kvinder er selv i stand til at planlægge deres liv, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress