Af Ritzau - 22/09-16 16:13

Ægtepar snød og lejede andre folks lejligheder udÆgtepar snød og lejede andre folks lejligheder ud

Par foregav sig for at eje lejligheder, som de forsøgte at leje ud til boligsøgende i Aarhus og København.

storybild

Et ægtepar på 28 og 55 år er af Retten i Aarhus blevet idømt fængsel i henholdsvis tre og et halvt år og et år og ni måneders fængsel for omfattende boligsvindel. (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Et ægtepar på 28 og 55 år er af Retten i Aarhus blevet idømt fængsel i henholdsvis tre og et halvt år og et år og ni måneder for omfattende boligsvindel.

Det oplyser Østjyllands Politi.

I perioden fra januar 2016 til juli 2016 forsøgte parret i 14 tilfælde at udleje lejligheder i Aarhus og København, som de ikke havde råderet over.

Ni gange havde parret held med at overbevise sagesløse boligsøgende om at betale depositum på mellem 18.300 kroner og 56.250 kroner. I de resterende fem tilfælde lykkedes det ikke for den 55-årige mand og 28-årige kvinde at fuske sig til flere penge.

- Det er en ganske alvorlig straf, der viser, at det bliver bedømt hårdt, når man misbruger folks tillid på den måde, som de tiltalte har gjort i denne sag, siger anklager ved Østjyllands Politi Jesper Faurholt i en pressemeddelelse.

I alt tjente ægteparret 273.150 kroner på svindlen.

Ægteparret tilstod i retten, at de havde fusket med lejeboligerne.

Svindlen blev opdaget ved, at parret lejede sig til en lejlighed i Aarhus gennem udlejningsportalen Airbnb.

Lejligheden forsøgte de flere gange at fremleje, og tre gange havde de potentielle lejere forbi til fremvisning.

En opmærksom boligsøgende blev dog mistænksom og fandt frem til, hvem der stod som ejer af lejligheden og kontaktede ejeren for at høre, om det var rigtigt, at den skulle fremlejes.

Det var det som bekendt ikke, og det fik ejeren til at kontakte politiet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress