15/07-15 13:56

Estisk kvinde drev bordel fire steder i DanmarkEstisk kvinde drev bordel fire steder i Danmark

Kvinde tjente mindst 4,5 millioner kroner på bordeller i Kolding, Odense, Fjerritslev og Vejle, fastslår byret.

I Fjerritslev, Odense, Vejle og Kolding har en estisk kvinde tjent penge på andre kvinders prostitution.

Det har Retten i Kolding slået fast i en dom onsdag. Den 36-årige Katrin Orlowski er blevet idømt fængsel i to år for rufferi, og desuden er hun blevet dømt for menneskehandel.

Fortjenesten er anslået til mindst 4,5 millioner kroner, som er konfiskeret hos den dømte.

Endnu er der dog ikke beslaglagt værdier eller kontanter hos hende, oplyser senioranklager Helle Kaad Iversen, der har ført sagen.

- Dommen er resultatet af et godt samarbejde mellem Sydøstjyllands Politi og estisk politi, og en lang - ikke altid lige let efterforskning, siger hun i en pressemeddelelse.

Rufferiet stod på fra 2009 og frem til oktober 2014, da hun blev anholdt. De prostituerede skulle betale mindst halvdelen af deres omsætning til Katrin Orlowski.

Nogle af vidnerne i sagen er blevet afhørt via videolink. Fire estiske kvinder, der var prostituerede, har besvaret spørgsmål fra Kolding, mens de sad i hjemlandet.

I et tilfælde gjorde den 36-årige sig skyldig i menneskehandel, vurderer retten. En kvinde blev lokket til Danmark, hvor hun fik at vide, at hun skulle arbejde som topløs danser - men virkeligheden var en anden.

Den dømte overvejer, om hun vil anke dommen til Vestre Landsret. Ud over konfiskation og fængsel er hun også udvist af Danmark.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress