Af Ritzau - 21/10-16 09:39; Opdateret: 21/10-16 10:26

It-kriminelle angriber ni ud af ti kommunerIt-kriminelle angriber ni ud af ti kommuner

En stor del af landets kommuner har ifølge rundspørge været udsat for angreb på it-sikkerheden.

storybild

Hovedparten af landets kommuner har ifølge DR-rundspørge været udsat for angreb af it-kriminelle. It-ekspert mener, at det halter med sikkerheden i de kommunale netværk. (Billede: Free/Colourbox)

Ni ud af ti kommuner har været udsat for angreb på it-sikkerheden i løbet af i år.

Det viser en rundspørge, som DR Nyheder har foretaget til danske kommuner.

Kommunerne er typisk udsat for såkaldte ransomware-angreb, der låser filerne på de kommunale netværk.

Filerne kan først åbnes, enten når it-kriminelle får udbetalt en løsesum, eller hvis det lykkes kommunen at genskabe filerne ud fra en backupkopi.

Henrik Larsen, chef for DK Cert - en statslig enhed, som overvåger truslen fra it-kriminalitet - ser de mange angreb som udtryk for manglende fokus på it-sikkerheden.

- Generelt vil jeg sige, at det halter med sikkerheden.

- Der er endda kommuner, der siger, at de har oplevet færre angreb på det sidste og derfor har kunnet spare lidt på sikkerhedsbudgettet. Det tror jeg ikke er vejen frem, siger Henrik Larsen til DR.

Kun et fåtal af kommunerne har et budget, der er decideret sat af til it-sikkerhed.

Typisk er it-sikkerheden lagt sammen med det generelle budget for it. Og det er en fejl, mener Henrik Larsen.

- Hvis ikke der er et budget, der er snøret af til it-sikkerhed, så er der risiko for, at det forsvinder ud i det store budget, siger han.

Hos kommunerne lyder kommentaren, at man gør, hvad man kan for at sikre sig mod it-kriminelle.

- Jeg mener, at kommunerne for nuværende er meget opmærksomme på truslen, og man kan i al almindelighed være ganske tryg ved kommunernes håndtering af borgernes data, siger Ralf Klitgaard, afdelingschef for digitalisering i Kommunernes Landsforening, til DR.

54 af landets 98 kommuner har besvaret DR's rundspørge.

En ny rapport fra det europæiske politisamarbejde Europol viser, at cyberkriminalitet nu er større end traditionel berigelseskriminalitet i flere EU-lande.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress