Af - 24/11-14 20:09; Opdateret: 25/11-14 10:13

Qvortrup bliver politisk analytiker på metroxpressQvortrup bliver politisk analytiker på metroxpress

Metroxpress har indgået et samarbejde med Henrik Qvortrup.

Henrik Qvortrup er blevet ansat på metroxpress. Se video i større format i vores videosektion Videoportal

Henrik Qvortrup er blevet ansat som politisk analytiker på metroxpress. Fra februar næste år skal han dagligt levere analyser, både som videoer og på skrift, og får samtidig sit eget site på mx.dk med navnet ”DagensQ”.

- Vi har indgået et samarbejde med Qvortrup, fordi vi mener, at han har den helt rigtige profil til at dække politik for os. Vi har tidligere samarbejdet med ham i 10 år som klummeskribent, og hans klummer har ligget godt til avisen, så det er meget naturligt for os at indgå et samarbejde med ham, når han nu blev ledig på markedet, siger Jonas Rathje, ansvarshavende chefredaktør på metroxpress.

Målet med "DagensQ" er, at det politiske stof både skal underholde og informere.

- Den måde, som Qvortrup kommer til at dække politik på "DagensQ", kommer til at være i tråd med det medieunivers, som metroxpress er nu. Det indeholder information og underholdning. Begge dele er vigtige. Vi kommer til at dække politik på samme måde. Det bliver personligt og nærgående. Det bliver ikke specielt langhåret som på Ræson eller Information. Det bliver en dækning af aktuelle sager, og det tror vi, at vores læsere gerne vil have, siger Jonas Rathje.

Henrik Qvortrup forlod i slutningen af april i år en stilling som politisk kommentator på TV 2, efter at han blev trukket ind i Se og Hør-sagen, hvor han nu blandt andet står sigtet for ’uberettiget at skaffe sig adgang til andres dataoplysninger’ som tidligere chefredaktør for bladet.

Men selvom Henrik Qvortrup har haft en central rolle i en af de største medieskandaler i nyere tid, så er han et scoop for den politiske dækning på metroxpress, mener Jonas Rathje.

- Det er uomtvisteligt, at han har spillet en rolle i Se og Hør-sagen, men det er stadig ikke klart præcis hvilken rolle. Det ligger hos retten at finde ud af. Præcis hvor det skal ligge. Det er vi helt trygge ved, at de nok skal finde ud af, siger han og tilføjer:

- Qvortrup har jo haft to forskellige spor karrieren, som har fyldt meget. Politik og Se og Hør. I sit tidligere job på TV 2 var det jo heller ikke som sladderkonge, at han var der. Hos os skal han skrive om politik og ikke noget som helst, der har med hans fortid på Se og Hør at gøre.

Henrik Qvortrup er ikke blevet dømt for noget, men hvis han skulle gå hen og blive kendt skyldig, vil han så kunne beholde sit job her på metroxpress?

- Det kommer an på, hvad dommen lød på, vil jeg sige. Al den stund, at det er meget hypotetisk og langt ude i fremtiden, så er det svært at forholde sig til. Men det er klart, at det kan være, at vi har en anden situation, når der er faldet en dom. Men det er planen, at han skal fortsætte.

Er du ikke bange for, at det går ud over metroxpress’ troværdighed at ansætte Henrik Qvortrup?

- Jeg er sikker på, at der er en masse, som vil have en holdning til det her og sige, at vi er slemme, fordi vi kan finde på at samarbejde med Henrik Qvortrup. Det forudser jeg, at der er nogen, som vil sige. Men i min verden er han ikke skyldig, før han er dømt. Skulle han en dag blive dømt for noget, så må vi jo se på det. Det gælder jo i princippet alle dem, vi har ansat eller samarbejder med. Men det er ikke tilfældet for Qvortrup endnu.

Men selvom han ikke er dømt, så har han indrømmet, at han har købt dankortoplysninger af den såkaldte tys-tys-kilde. Er I ikke med til at blåstemple den form for opførsel?

- Jeg synes ikke, at vi stempler Qvortrup i nogen som helst farver. Den eneste måde, jeg faktisk vil forholde mig til Se og Hør-sagen på, er, at det ligger hos domstolene. De må finde ud af, hvad der præcist er sket, og hvad hans rolle har været i den sag.

Så det, der er kommet frem på nuværende tidspunkt, er ikke nok til at diskvalificere ham som analytiker?

- Nej, det synes jeg ikke, at det er, siger Jonas Rathje.

Hvad tænker du..?

Læs også disse