Af Ritzau - 06/10-16 14:26

SF vil redde grønt milliardprojekt med særlovgivningSF vil redde grønt milliardprojekt med særlovgivning

Et stort projekt om produktion af bioætanol i Jylland står til at falde. SF vil give særlig statsgaranti.

storybild

SF vil gerne, at Maarbjerg Energy Center bliver reddet med en statsgaranti. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk)

Der er ærgrelse hele vejen fra Landbrug & Fødevare til 3F og fra Venstre til SF over, at et milliardstort projekt om produktion af bioætanol ser ud til at være afgået ved døden. SF vil give livreddende førstehjælp.

Projektet, Maarbjerg Energy Center, vil koste over 2,2 milliarder kroner. Men selskabets finansielle plan, der involverer økonomiske garantier fra lokale kommuner og to mindre energiselskaber, er blevet afvist af regeringen.

Regeringen vil ikke lade forsyningsselskaberne og kommunen bære en potentielt ødelæggende finansiel risiko.

- Staten må gå ind og give en økonomisk garanti via en lov rettet direkte mod Maarbjerg, siger formand for Socialistisk Folkeparti Pia Olsen Dyhr.

- Man kan godt lave særlig lovgivning, uden at det danner præcedens, hvis der er en særlig, statslig interesse.

Maarbjerg-projektet, der skal omdanne landbrugets restprodukter til bioætanol, biogas og grøn energi, har længe været en prioritet for SF. Derfor er partiet heller ikke klar til at opgive det.

- Vi ved, at der grundet EU-lovgivning skal være bioætanol i vores brændstof i fremtiden.

- Så spørgsmålet er, om det skal laves i Danmark, hvor det vil give tusinder arbejdspladser og eksport, eller om det skal importeres fra Italien. Der mener vi det første, siger Pia Olsen Dyhr.

Socialdemokratiets Morten Bødskov er tilhænger af projektet og tidligere har der været opbakning fra næsten alle partier i Folketinget.

Derfor ser Pia Olsen Dyhr mulighed for at skabe et flertal for en såkaldt Lex Maarbjerg, der kan realisere det.

- Jeg håber da, at vi kan danne et flertal. Hvis eksempelvis De Konservative er villige, så kan vi stemme det igennem i morgen, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress