Af Ritzau - 18/05-16 13:04; Opdateret: 18/05-16 16:41

Mistænkte i skudsag gemte sig i sommerhusMistænkte i skudsag gemte sig i sommerhus

To mænd er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med skudepisode på åben gade i Roskilde.

storybild

To mænd er anholdt i et sommerhus på Falster, efter at en 26-årig mand i sidste uge blev såret af skud i Roskilde. (Billede: Free/Colourbox)

Betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har natten til onsdag anholdt to mænd, der var eftersøgt i forbindelse med et skyderi i Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Torsdag aften blev en 26-årig mand fra Hvalsø ramt af skud fra en forbipasserende bil, da han kom gående på fortovet nær politistationen i Roskilde. Nedskydningen skete for øjnene af 10-15 vidner.

Skudofferet blev bragt til sygehuset, men har ikke været i livsfare i forbindelse med nedskydningen.

Allerede fredag fortalte politiet, at man mente at vide, hvem der stod bag skyderiet, og siden har man ledt efter de to mænd.

Men det var tilsyneladende en tilfældighed, at man fandt frem til dem. Beboerne i et sommerhusområde på Falster fandt tre mænds tilstedeværelse i et sommerhus så mistænkelig, at de kontaktede politiet.

I sommerhuset traf betjentene den 22-årige mand fra København og den 23-årige mand fra Roskilde, som politiet havde ledt efter i flere dage. Den tredje mand havde intet med skyderiet at gøre, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Motivet til skyderiet er foreløbig ukendt for offentligheden, men politikommissær Ove Pedersen har tidligere over for Ritzau afvist, at der skulle være tale om et bandeopgør.

Den 22-årige og 23-årige er sigtet for drabsforsøg. Onsdag eftermiddag blev de fremstillet i et grundlovsforhør, der af hensyn til efterforskningen blev holdt for lukkede døre.

Den 22-årige fængsles frem til 26. maj, mens den 23-årige fængsles til 9. juni.

- Vi kan på grund af de lukkede døre ikke komme ind på, hvorfor der er forskel på, hvor længe de fængsles, siger Ove Pedersen efter grundlovsforhøret.

Ifølge politikommissæren skal politiet nu have ro til at efterforske sagen yderligere.

- Vi er langt fra færdige med at efterforske. Vi har taget nogle ting fra dem, som vi skal have undersøgt nærmere, og vi skal have afhørt dem igen, lyder det fra Ove Pedersen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress