Af Ritzau - 17/09-16 22:31

Mette Frederiksen: Samarbejde med DF spirer fremMette Frederiksen: Samarbejde med DF spirer frem

Socialdemokraterne roser Dansk Folkeparti, men afviser at gå i regering med partiet.

storybild

- Jeg tænker, at vi i dag i mine øjne har et utroligt godt og tillidsfuldt samarbejde med Dansk Folkeparti, siger Mette Frederiksen (S) til Politiken Søndag. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har et "spirende godt samarbejde", og tiden med fasttømrede blå og røde alliancer hører fortiden til i dansk politik.

Sådan lyder det nu fra S-formand Mette Frederiksen, knap en uge før Socialdemokraterne indleder deres årlige partikongres i Aalborg. Det skriver Politiken Søndag.

Efter årelang politisk krig har Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti nærmest indgået et parløb i forbindelse med forhandlingerne om regeringens 2025-plan.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har på det seneste gjort det klart, at han ser langt større fællestræk med Socialdemokraterne og Venstre end med de øvrige partier i blå blok.

Mette Frederiksen taler i rosende vendinger om samarbejdet med Dansk Folkeparti og fortæller, at hun ikke tør gisne om, "hvad det kan føre med sig ud i fremtiden".

- Jeg tænker, at vi i dag i mine øjne har et utroligt godt og tillidsfuldt samarbejde med Dansk Folkeparti, siger hun til Politiken Søndag.

Spørger man Mette Frederiksen til, om Dansk Folkeparti inden for de kommende år kan blive en del af hendes parlamentariske grundlag, afviser hun det ikke. Hun lægger i stedet spørgsmålet videre til DF.

- Det tror jeg, at man skal spørge dem om, siger hun til Politiken.

Et egentligt regeringssamarbejde tror Mette Frederiksen dog ikke på.

- Jeg ser ikke et regeringssamarbejde mellem S og DF for mig, siger hun til Politiken Søndag.

DF agter fortsat at pege på Lars Løkke Rasmussen (V) forud for næste valg og ønsker at indtræde i en borgerlig regering. Men partiet ser også muligheder, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister.

- Vi arbejder lige nu på at bygge et samarbejde op med Socialdemokratiet. Det er ikke sådan, at vi ved det kommende valg pludselig sidder og laver regeringskonstellationer med Mette Frederiksen. Men vi vil sagtens kunne lave politiske aftaler, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl til Politiken Søndag.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress