16/07-15 13:22

Efterforskning af Omar El-Husseins drab fylder 50 ringbindEfterforskning af Omar El-Husseins drab fylder 50 ringbind

Omar El-Husseins påståede medhjælper skal blive i sin celle. Byretten forlænger hans fængsling fire uger.

Omar El-Husseins skyderier i februar i København har udløst en af de største efterforskninger i nyere tid.

Papirerne i sagen svulmer op, og efterhånden fylder de næsten 50 ringbind.

Men endnu er politiet ikke ved vejs ende. Man mangler fortsat at tale med flere vidner.

I et retsmøde torsdag i Københavns Byret bad advokaturchef Dorit Borgaard om lukkede døre, da det skulle afgøres, om en 18-årig mand fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

- Vi mangler at identificere vidner, sagde advokaturchefen - og gav dermed sin begrundelse for, at åbenhed vil kunne ødelægge politiets efterforskning.

Med hænderne fikseret i et bælte blev den tynde unge mand ført ind i retssalen. Flere betjente iført skudsikre veste var på plads i og omkring retssalen.

Efter et kvarters tid var afgørelsen truffet. Den 18-årige skal blive i sin celle frem til 13. august. Samme frist har fire andre sigtede i sagen.

De fem beskyldes alle for medvirken til de drab og drabsforsøg, som Omar El-Hussein begik 14. og 15. februar.

Først gik han til angreb ved et debatmøde i Krudttønden, og senere affyrede han skud ved synagogen i det indre København. Omar el-Hussein blev tidligt næste morgen selv skudt og dræbt af politiet på Nørrebro.

Den 18-årige nægter, at han har medvirket til El-Husseins forbrydelser. Men politiet mener, at han skaffede El-Hussein en skudsikker vest og mindst en kniv. Hvad hans forklaring går ud på, kendes på grund af de lukkede døre ikke.

Sigtelsen er umiddelbart mindre alvorlig end mod de øvrige fire, som beskyldes for at have håndteret skydevåben.

Den unge har været frihedsberøvet siden 27. februar.

Angrebene i februar kostede filminstruktør Finn Nørgaard og den jødiske vagt Dan Uzan livet. Flere politifolk blev såret.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress