01/04-16 10:54

Zenia Stampe angriber nationalister som ny værdiordførerZenia Stampe angriber nationalister som ny værdiordfører

Zenia Stampe er tilbage i Folketinget som radikal værdiordfører og indleder kampen mod ekstreme nationalister.

storybild

Zenia Stampe (R) vender tilbage efter barselsorlov som De Radikales nye værdiordfører. Her ses hun til partiets sommergruppemøde i 2015. (Billede: Polfoto/Jens Dresling)

Efter et halvt års barselsorlov vender den radikale profil Zenia Stampe nu tilbage til Christiansborg som partiets nye værdiordfører.

Ordførerskabet er inspireret af Dansk Folkepartis ditto, Pia Kjærsgaard, men her stopper ligheden også.

På sin første dag tilbage på tinge indleder Zenia Stampe således en kamp mod ekstreme nationalister - mens resten af Christiansborg har øjnene rettet mod ekstreme imamer.

- Vi undersøger hele tiden, om imamerne er på kant med lovgivningen, og vi gør alt for at bekæmpe dem, siger Zenia Stampe.

- Hvorimod med de ekstreme nationalister - dem trækker vi bare på skuldrene af og siger "det var nok ikke alvorligt ment, det var nok bare nogle tosser". Men de bevæger debatten i en ekstremt brutal retning.

Hendes egen partileder, Morten Østergaard (R), deltager som alle de øvrige partiledere lige nu i forhandlingerne om en skærpet indsats mod radikaliserede imamer. Den indsats skal man lade sig inspirere af i kampen mod nationalisterne, mener Zenia Stampe.

- De er akkurat lige så ekstreme, voldelige og farlige - hvis ikke endnu farligere for det danske samfund.

- Vi har været for blødsødne, naive og passive over for dem, og det er især synd for ofrene, som sidder magtesløse tilbage og føler, at det ikke bliver taget seriøst af myndigheder og politikere.

Spørgsmål: Hvordan ved du, at nationalisterne er farlige?

- Der har jo været decideret vold udført af ekstreme nationalister. Vi har set det i Norge med Anders Breivik, i Sverige med flere mordere, der er gået efter indvandrere - og her i Danmark med hærværk mod religiøse samlingssteder.

- Der går stort set ikke en dag, hvor man ikke i de her nationalistiske grupper på nettet fantaserer om borgerkrig og likvideringer af politiske modstandere, siger Zenia Stampe, der ofte selv har været genstand for nationalisternes fokus og advaret mod dem.

Spørgsmål: Hvordan vil du konkret slå ned på nationalisterne?

- Først og fremmest skal man undersøge, om de foretager sig noget ulovligt. Jeg tror, at der foregår rigtig mange ulovlige ting, men der har bare ikke været opmærksomhed på den her gruppe på samme måde som på de ekstremistiske islamister.

Som sit partis nye værdiordfører skal Stampe især fokusere på retspolitik, kulturpolitik og Europapolitik.

- Det indebærer en kamp for de værdier, mit parti står for - og som desværre er stærkt udfordret i den her tid: Humanisme, frisind og international solidaritet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress