Af Ritzau - 21/07-16 05:01

Politiet magter ikke krav om højt tempo i voldssagerPolitiet magter ikke krav om højt tempo i voldssager

Politiet på Sydsjælland har sværest ved at leve op til frist. Der er også problemer i København og Østjylland.

storybild

En frist på 30 dage i voldssager volder problemer særligt i tre politikredse, viser rapporter fra statsadvokaterne (arkivfoto). (Billede: Free/Politi.dk)

Mørke skyer hænger over tre områder i landet, når det gælder politiets evne til at få ekspederet sager om vold i en fart.

En sag skal gøres færdig inden for 30 dage, men enkelte politikredse har besvær med at leve op til målsætningen.

Det kan man læse i to rapporter om statsadvokaternes tilsyn med politiet i 2015. Her sammenlignes politikredsenes præstationer.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi magtede kun at afgøre under halvdelen af sagerne inden for fristen. Andelen er nede på 48,2 procent.

Samtidig viser det, at under 60 procent blev ordnet i tide i Københavns Politi og i Østjyllands Politi.

- Der er ikke nogen entydig forklaring. Men det er klart, at det er utilfredsstillende, siger politiinspektør Jan Andersen i Østjyllands Politi.

Den dårlige score har fået politikredsen til at reagere, og politiinspektøren har en fornemmelse af, at det går fremad i år.

At blive målt og vejet har Jan Andersen ikke noget imod, siger han.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi hele tiden kigger indad og ser på, hvordan vi løser opgaverne bedst muligt. Der er borgere ude i den anden ende, som vi skal sørge for får deres sag behandlet hurtigt, siger politiinspektøren.

Dårligst placeret ligger som nævnt Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi - og endda for andet år i træk.

For at få sat tempoet op har voldssager blandt andet fået iøjnefaldende røde omslag, fremgår det af rapporten.

Netop Sydsjælland og Lolland-Falsters problemer kan skyldes et ekstraordinært pres.

I disse egne begås der nemlig mere vold end i de øvrige sjællandske politikredse bortset fra København. Anmeldelserne kommer i en lind strøm, fortæller chefanklager Henriette Rosenborg Larsen.

- Vi har set en væsentlig stigning i antallet af anmeldelser, som skyldes, at vi i vores område har flere store institutioner inden for psykiatrien, siger hun.

I Københavns Politi er det gået tilbage, selv om antallet af sager er faldet meget. Forklaringen er, at angrebene på Krudttønden og synagogen har kostet mange ressourcer.

Fristen på 30 dage regnes fra den dag, politiet sigter en borger for knytnæveslag eller andet, og indtil en anklager har rejst tiltale.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress