Af David Andersen - 06/11-15 17:31

Ældre mand mister livet i kollision med svinetransportÆldre mand mister livet i kollision med svinetransport

Svinetransporten væltede ved ulykken og Viborgvej mellem Holstebro og Viborg er stadig afspærret.

En ældre mand fra Østjylland mistede fredag eftermiddag livet, da han i sin personbil kørte ind i en svinetransport.

Ulykken skete på Viborgvej i Hagebro mellem Viborg og Holstebro.

- Chaufføren på svinetransporten bemærker, at personbilen er på vej over i hans kørebane, fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

- Han prøver at undvige ved at trække ud til højre, men det betyder at svinetransporten vælter, fortsætter han.

Personbilen rammer den væltede lastbil og fortsætter ud i noget buskads.

- Da lægeambulancen når frem, kan lægen konstatere, at føreren af personbilen er død, siger vagtchefen.

Ulykken skete klokken 13.10 og kort før klokken 17 er vejen stadig spærret.

- Man har fået rejst forvognen op og er ved at rejse anhængeren, forklarer Anders Olesen, der forventer, at Viborgvej vil blive åbnet igen ved 17.30-18.00 tiden.

Foreløbig er ti af de 230 svin, der var på svinetransporten, fundet døde.

Chaufføren på svinetransporten blev efter ulykken bragt til sygehuset.

- Han er naturligvis noget chokeret, men han er ikke kommet alvorligt til skade, siger vagtchefen.

Politiet har ikke nogen forklaring på, hvorfor føreren af personbilen trak over i den forkerte kørebane, men har mistanke om, at han har fået et ildebefindende.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress