Af Ritzau - 19/05-16 17:45; Opdateret: 19/05-16 18:03

Piloter kan spænde ben for regeringens kampflyplanerPiloter kan spænde ben for regeringens kampflyplaner

Regeringen vil nøjes med 27 nye kampfly, men piloternes fagforening kan sætte en kæp i hjulet på spareplaner.

storybild

Regeringens planer om at købe 27 nye kampfly kan blive forpurret af piloterne, der ikke vil acceptere tvungen udbetaling af overarbejde. (Billede: Free/Master Sgt. John Nimmo, Sr.)

Forsvarsministeriets kampflykontor lagde op til et køb på 28 nye F-35-kampfly, men regeringen vil spare ét fly væk ved at reducere antallet af jagerpiloter.

Når der er færre piloter, kan man undvære et fly til at træne dem. Men så skal de tilbageværende piloters tjenesteperiode forlænges, og de skal pålægges overarbejde, som ikke kan afspadseres, men skal udbetales.

Her kan piloternes fagforening stikke en kæp i hjulet på regeringens planer, beretter Radio24syv.

- Jeg har ikke set det argument, der skulle få os til at acceptere det, så det er uhyre tvivlsomt, at vi gør det, siger Niels Henrik Tønning, formand i Hovedorganisationen af Officerer i Danmark og repræsentant for jagerpiloterne, til Radio24syv.

Helt præcis skal jagerpiloterne kunne arbejde 48 timer om ugen i de fire måneder om året, de er hjemme i Danmark. Cirka 70 procent af overarbejdet skal udbetales, står der i Forsvarsministeriets "Rapport fra Udvalget for dimensionering af nyt kampfly".

Det kræver en kollektiv aftale, men fagforeningen kalder modellen for "menneskefjendtlig".

- Det er i strid med alle undersøgelser om arbejdsmiljø og den nedslidning, der foregår under så stor en arbejdsbelastning, siger Niels Henrik Tønning til Radio24syv.

Jacob Barfoed, forsker og ph.d. ved Forsvarsakademiet, der som tidligere F-16-pilot selv har været udsendt til Afghanistan, har ligeledes svært ved at se, at regeringens plan kan føres ud i livet. Han udtaler til Berlingske:

- Man har i forvejen presset strukturen til det yderste for at få 28 fly til at løse opgaverne. For at holde prisen inden for budgettet, har de så bare drejet på knapperne, indtil det passede med de 27 fly. Det fjerner enhver form for robusthed i forhold til at løse opgaverne.

Det er stadig uvist, hvor ofte piloterne skal arbejde 48 timer om ugen, når de er hjemme i Danmark. Arbejdstiden kan falde, alt efter hvor mange piloter der er på mission.

Uanset hvad kan fagforeningen ikke acceptere en generel forhøjelse af arbejdstiden, hvis 70 procent af overarbejdet ikke kan afspadseres.

Regeringspartiet Venstre står heller ikke klar med en løsning.

- Vi er ikke kommet til delen om arbejdsforhold i forhandlingerne, men jeg vil henholde mig til, at vi skal have det helt rigtige antal kampfly og sikre os, at vi kan løse de samme opgave, som vi kan i dag, siger forsvarsordfører Peter Juel Jensen (V) til Radio24syv.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress