Af Ritzau - 27/09-16 18:21

Oscar-vinder langer ud efter Fogh: Spørg alle de dræbteOscar-vinder langer ud efter Fogh: Spørg alle de dræbte

Tæller man ofrene fra alle USA's krige, er det som tredje verdenskrig, siger filminstruktøren Oliver Stone.

storybild

Anders Fogh Rasmussen bør læse verdenshistorien grundigt, før han fremfører sin drøm om et USA som global politibetjent, lyder kritikken fra Oliver Stone, som i denne uge er aktuel med filmen "Snowden". (Billede: Reuters/Vincent West)

Tirsdag fremstiller Anders Fogh Rasmussen i en ny bog USA som landet, der skal redde verden.

Torsdag kan man gå i biografen og se en film om whistlebloweren Edward Snowden af Oliver Stone med budskabet, at det er farligt at overlade USA magten.

Og den Oscar-hædrede amerikanske filmmager har en direkte opfordring til Fogh, som i bogen "Viljen til at lede" ønsker at svække FN og gøre USA til "verdens politibetjent".

- Når I spørger jeres Rasmussen om at være med i Nato og alt det lort, så tænk over det. Hvem er det så, han taler på vegne af. Er det Nato eller USA? I er gidsler, siger Stone med et flygtigt smil.

USA har i årtier været aggressor i lande over hele kloden, og ikke en eneste af dem kan ifølge instruktøren retfærdiggøres.

- Tæller man alle de døde, har det virkelig været en tredje verdenskrig. Men en stille en.

- Han (Fogh, red.) skulle tænke over historien. Han skulle spørge de 3,5 millioner i Vietnam, som blev dræbt, siger filminstruktøren.

Stone nævner en række militære aktioner af USA. Også krigen i Irak, som Danmark var med i, og som Fogh fortsat forsvarer, får hård kritik.

I filmen "Snowden", der i vid udstrækning er den unge whistleblowers egen fortælling om sit læk af hemmelige amerikanske dokumenter, får man et indblik i den massive overvågning, som USA har stået bag i årevis.

Via Snowdens læk fortælles det, hvordan USA hemmeligt har indbygget software i infrastruktur i Japan, så man kan slukke strømmen i hele landet på et øjeblik - hvis det skulle blive nødvendigt.

- Jeg mener, at USA på den måde har kontrol over mennesker. Det er en krigshandling, når man placerer miner i folks lande. Det er gidseltagning, men den er blød og mild, siger Stone.

Den 70-årige filmmager har lavet en stribe samfundskritiske film. Han er kendt for succeser som "Wall Street", "Platoon", "JFK" og "Nixon".

Han er to gange blevet hædret med en Oscar som bedste instruktør for "Platoon" og for "Født den 4. juli".

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress