Af Ritzau - 20/09-16 03:11

Ingen ved om virksomhedspraktik hjælper flygtninge i jobIngen ved om virksomhedspraktik hjælper flygtninge i job

At sende flygtninge i praktik på virksomheder er udråbt som et mirakelmiddel, men ingen ved, om det virker.

storybild

Flygtninge bliver sendt i virksomhedspraktik, men der er ingen, der ved, om det får dem i job. Her et billede af Maung, der er flygtning fra Burma. Han er en af de flygtninge, der har job i Danmark. (Billede: Scanpix/Sophia Juliane Lydolph)

Både regeringen og kommuner har udråbt virksomhedspraktik som det nærmest eneste, der skal få flygtninge i job.

Virkeligheden er dog ifølge Berlingske, at ingen reelt ved, om virksomhedspraktikken virker.

Ifølge Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, er det kun hver ottende flygtning, der får et job efter et aktiveringsforløb.

En effektanalyse fra tidligere på året konkluderede, at virksomhedspraktik øgede danske kontanthjælpsmodtageres mulighed for at få job med 16 procent.

Om man kan udvide instrumentet til andre grupper, for eksempel flygtninge uden sprogkundskaber, er imidlertid for tidligt at sige.

Det forklarer Thomas Bredgaard, der er lektor i statskundskab på Aalborg Universitet. Han står bag flere undersøgelser af effekterne af aktiveringsindsatser.

- Jo svagere målgruppen er, desto mindre sikre er vi på, om det virker. Man kan have en antagelse. Men der er endnu ingen evidens, siger han til Berlingske.

Det undrer også Anders Bruun Jonassen, der er økonom og forsker i incitamenter til arbejde på SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, at virksomhedspraktik er blevet kronet som det eneste værktøj, kommunerne skal bruge til at få flygtninge i job.

- Der er i hvert fald ikke belæg i forskningen for at udråbe det som løsningen, siger han til avisen.

6800 flygtninge var i første halvår af 2016 i virksomhedspraktik på landsplan.

Det integrationsprogram, som flygtninge og udlændinge gennemgår, er blevet målrettet virksomhedsrettede tilbud.

Udlændinge skal derfor i virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud inden for de to første uger i kommunen.

Dernæst følger en kontinuerlig virksomhedsrettet indsats. For jobparate udlændinge må der maksimalt være seks uger mellem hvert virksomhedsrettet tilbud.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress