24/02-16 13:32

Liberal Alliance truer med at vælte Søren PindLiberal Alliance truer med at vælte Søren Pind

Statsminister Lars Løkke har problemer med Eva Kjer Hansen og måske snart også med justitsministeren.

storybild

Justitsminister Søren Pind (V) bliver truet af Liberal Alliance. (Billede: Polfoto/Polfoto, Martin Lehmann)

Liberal Alliance truer med at vælte justitsminister Søren Pind (V), hvis ikke justitsministeren vil følge en folketingsbeslutning om at udlevere krigsdokumenter fra lukket Irak- og Afghanistankommissionen.

Det skriver Politiken.

Meldingen kommer mindre end et døgn efter, at regeringens ene støtteparti De Konservative har udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) som konsekvens af ministerens håndtering af sagen om den omstridte landbrugspakke.

Fredag skal Folketinget stemme om Liberal Alliances beslutningsforslag, som skal tvinge regeringen til at udlevere de indsamlede papirer fra den nu lukkede Irak- og Afghanistankommission.

Hvis Søren Pind nægter at følge et eventuelt flertal, kan hans ministerpost komme i fare, lyder det fra Mette Bock, LA's udenrigsordfører.

- Alt tyder på, at vi får flertal. Og så ligger initiativet på regeringens skuldre - om den vil gøre det samme, som den gjorde før jul omkring udviklingsbistanden og sidde et folketingsflertal overhørigt.

- Det er måske ikke så klogt at gøre det to gange med så kort tid imellem. Men det er jo en mulighed, at den gør det, siger hun til Politiken.

LA vil handle, hvis Pind ikke følger et flertal.

- Man kan udmønte et nyt beslutningsforslag, man kan tænke på at udtrykke mistillid til ministeren, eller man kan overveje at genåbne kommissionen.

- Og sådan vil der være en række udfaldsmuligheder afhængig af, hvad han kommer med. Vi ved jo ikke, hvad han vil sige på fredag. Så afhængig af hvad ministeren kommer og siger, vil vi tage stilling til, hvordan vi skal reagere.

- Men en reaktion, det kommer der, siger Mette Bock.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress