Af - 04/06-15 09:57; Opdateret: 04/06-15 11:58

\"Dårlig service": DSB læsser efterladte cykler af uden at registrere dem

Efterladte cykler i S-tog bliver sat af på stationer uden at DSB registrerer dem. Ring til kundeservice, anbefaler DSB-chef, men her får kunderne misvisende information. Forbrugerrådet ønsker bedre kundeservice.

storybild

Hvis en cykel bliver efterladt i et S-tog, kan det være vanskeligt at finde den igen, fordi kundeservicen er vildledende og fordi DSB ikke registrerer glemte og stjålne cykler.

Hver måned finder DSB op mod 50 efterladte cykler i S-tog, som derefter bliver sat af på en af de 12 endestationer uden at cyklen bliver registreret, så kunden let kan finde den igen ved henvendelse til DSB. Det skyldes at cykler ikke betragtes som hittegods.

Den praksis kritiserer repræsentant for S-togspendlere, Lisa Sonesson.

-Jeg synes, det er rigtig dårlig service. Som regel låser man ikke sin cykel, når man tager den med i S-toget. Glemmer man cyklen, står man i en situation, hvor cyklen står helt ubeskyttet på en station. Og forsikringen dækker ikke ulåste cykler, siger hun.

LÆS OGSÅ: Frustreret pendler: DSB gav mig helt forkert råd om mistet cykel

Også Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk ønsker bedre service.

- Passagererne har behov for at vide, hvor de skal lede efter deres cykler. Det forventer vi, at DSB kan oplyse om. Men i de henvendelser, vi har fået, er det meldingen, at det ikke har været tydeligt nok, siger afdelingschef, Mette Boye.
DSB-chef Aske Wieth-Knudsen råder kunder, der mangler cyklen, til at ringe til kundeservice.

LÆS OGSÅ: Pendlere raser over denne DSB-video: Sådan ser virkeligheden ikke ud

- Hvis en passager ringer til kundeservice om en glemt cykel, så hjælper vores ansatte med at finde frem til den rigtige station, siger han til metroxpress.

Men da metroxpress ringer til kundeservice for at spørge til råds om, hvordan en efterladt cykel kan findes igen, lyder et misvisende svar:

- Vi sætter ikke cyklerne af toget. Du skal melde din cykel savnet på politiets hjemmeside hos Borgerservice, siger den kundeserviceansatte.

HER KAN DU LÆSE 29-ÅRIGE PATRICKS HISTORIE OM, HVOR SVÆRT DET ER AT FINDE SIN EFTERLADTE CYKEL, NÅR DSB GIVER MODSATRETTEDE RÅD.

DSB: Det er en god løsning
DSB oplyser til metroxpress, at efterladte cykler står uregistreret i mindst seks uger på Københavns Hovedbanegård, før end politiet afhenter og registrerer dem. På mindre stationer går der længere tid. Det er en god løsning, mener Aske Wieth-Knudsen, chef for forretningsudvikling, DSB.

LÆS OGSÅ: DSB-ændringer koster Mogens 2.000 kroner om året

-Vi synes, at det er en god løsning, at vi sætter cyklen af på endestationen. Så kan vores kunder tage det næste tog og få cyklen med det samme.Vi anbefaler, at man altid melder sin cykel stjålet, når de her situationer opstår, siger han og fortæller, at det er praksis, at lokomotivføreren eller andet togpersonale gennemgår toget og tager cyklerne ud på endestationen.

LÆS OGSÅ: Loyale pendlere får ekstraregning trods lavere service

Han medgiver, at kundeservicen kan blive bedre.

- Jeg er enig i, at det ville være en bedre service, hvis vi selv registrerede cyklernes stelnumre. Vi har meget få kundehenvendelser på problemet, derfor har vi valgt at lade det gå via politiets registre, siger han.

Ifølge DSB er der tale om en fejl, da metroxpress af DSB's kundeservice fik oplyst, at efterladte cykler ikke bliver sat af ved en endestation.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress