Af David Andersen - 11/12-15 17:54

Overborgmester: København skal tage imod 335 flygtningeOverborgmester: København skal tage imod 335 flygtninge

Hovedstaden bryder med sin status som 'nulkommune'. Frank Jensen lover at tage godt imod flygtninge.

storybild

(Billede: Polfoto)

- De mennesker vil vi byde velkommen med åbne arme.

Sådan skriver Københavns overborgmester Frank Jensen (S) på sin Facebook-side, hvor han annoncerer, at København næste år vil tage imod 335 flygtninge.

- Derfor vil jeg også opfordre alle københavnere til at tage godt imod de flygtninge, der nu vil komme hertil for at blive integreret i det danske samfund.

- Til at være venlige og til at overveje, om man kunne have noget at tilbyde – venskab, en praktikplads, legekammerater eller andet, skriver han og gør opmærksom på, at København indtil nu har været såkaldt nulkvotekommune.

Det har betydet, at asylansøgere ikke ville blive placeret permanent i hovedstaden, fordi byen i forvejen havde en meget stor andel borgere med ikkevestlig baggrund i København.

- Faktisk har vi 15 procent indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande – mod otte procent i resten af landet, skriver Frank Jensen.

- Der har med andre ord været gode grunde til, at København indtil nu har været nulkvotekommune: Vi har gennem mange år været solidariske og båret en stor og afgørende del af ansvaret for integrationen her i landet.

Men nu er overborgmesteren klar til, at København tager imod flygtningene, efter at regeringen har besluttet, at København ikke længere skal være nulkvotekommune.

Frank Jensen er sikker på, at rigtig mange københavnere gerne vil hjælpe til med at få integrationen til at lykkes og lover, at han og kommunen vil lægge sig i selen.

- Jeg oplever, at københavnerne – ligesom jeg selv – er meget optaget af, at vi skal sikre tryghed og et godt liv for de mennesker, som toner frem på vores TV-skærme: børn og forældre på flugt med usikkerhed og bekymring malet i ansigterne.

- Lad os hjælpes ad med at give dem en god start!

LÆS OGSÅ: Sverige sætter flere til at se efter flygtninge på Øresund

LÆS OGSÅ: Ombudsmanden kritiserer Støjbergs flygtningeannoncer

LÆS OGSÅ: Løkke: Sverige skal ikke vurdere dansk udlændingepolitik

LÆS OGSÅ: Nej tak-skilte hængt op på nyt asylcenter

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress