Af Ritzau - 25/04-16 04:16

DF: Venstre er gået i stå på udlændingeområdetDF: Venstre er gået i stå på udlændingeområdet

Der er et manglende samarbejde med Venstre på udlændingeområdet, lyder det fra Martin Henriksen (DF).

storybild

Greencardordning har haft til formål at tiltrække højt specialiserede og veluddannede udlændinge. Men ifølge DF er ordningen en fiasko, og samme konklusion er man nu nået frem til hos SF og Socialdemokraterne. (Billede: Polfoto/Jens Dresling)

Et flertal uden om regeringen for afskaffelse af greencardordningen viser, at Venstre ikke har vilje til at gennemføre ny politik på udlændingeområdet. Det mener man i Dansk Folkeparti.

Greencardordningen har haft til formål at tiltrække højt specialiserede og veluddannede udlændinge. Men ifølge DF er ordningen en fiasko, og samme konklusion er man nu ifølge Jyllands-Posten nået frem til hos SF og Socialdemokraterne.

- Vi er meget tilfredse med, at alt peger på, at der er et flertal uden om regeringen for at afskaffe greencardordningen, og vi håber på, at det flertal kan holde hele vejen igennem, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til Ritzau.

Han undrer sig dog over, at man ikke har fået samme klarsyn i Venstre, hvor man tidligere har udtalt, at man var imod ordningen.

- Det er da underligt, at det blandt andet er hos Socialdemokraterne, at vi skal hente opbakning til at stramme udlændingepolitikken, siger han.

Venstre gik selv til valg på at afskaffe greencardordningen, men det blev ikke skrevet ind i regeringsgrundlaget. Alligevel vil partiet stemme imod flertallets forslag og på den måde komme i mindretal, meddeler udlændingeordfører Marcus Knuth (V) til Jyllands-Posten.

Den taktik tydeliggør ifølge Martin Henriksen, at de to partier lige nu har svært ved at samarbejde på udlændingeområdet.

- At der nu er et flertal uden om regeringen, er en konsekvens af det manglende samarbejde, som vi har haft med Venstre inden for det seneste stykke tid. Venstre er jo gået i stå på udlændingeområdet og har afvist yderligere tiltag på udlændingeområdet, siger han.

Det er tredje gang inden for kort tid, at Folketingets to største partier - Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti - går sammen uden om regeringen for at gennemtvinge udlændingepolitiske tiltag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress