Af Lars Dinesen - 14/09-15 16:21

Direktør i Odense Kommune fyret efter svigt af udsatte børnDirektør i Odense Kommune fyret efter svigt af udsatte børn

En direktør fratræder, efter en redegørelse konkluderer, at Odense Kommune har overtrådt loven på børneområdet

storybild

Arkivfoto (Billede: Polfoto/Nyheim Marius)

Der skete planlagt og systematisk overtrædelse af lovgivningen på området for udsatte børn i Odense Kommune i en periode i 2015. Det konkluderer en ekstern redegørelse.

Redegørelsen kritiserer flere chefer, og den administrerende direktør fratræder nu efter manglende tillid. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Konklusionerne ryster børn- og ungerådmand i Odense Kommune Susanne Crawley Larsen (R).

- Det er meget alvorligt og helt uacceptabelt, at der er sket så klare og systematiske overtrædelser af lovgivningen over for sårbare og udsatte børn her i byen.

- Det må ikke ske igen, og derfor rydder vi nu op. De udsatte børn har krav på retssikkerhed og en anstændig behandling, siger hun i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Udsatte børn: Skarp kritik af Odense Kommune

Det var i juni i år, at socialrådgivere i Odense Kommune fik besked på at lukke op mod 180 sager med udsatte børn senest 1. september. Hver sagsbehandler fik besked på at lukke fem sager. Begrundelsen var, at der skulle spares penge.

Men det var ifølge flere eksperter, som DR har talt med, i strid med loven. Der må nemlig ikke lukkes sager alene på baggrund af økonomi.

Og der er ifølge redegørelsen flere indikationer, der peger i retning af, at sager er blevet lukket alene af hensyn til økonomi.

Kommunen nåede at lukke 89 sager. De afgørelser er blevet trukket tilbage igen.

I forbindelse med sagsbehandlingen af de 89 sager konkluderer redegørelsen, "at der planlagt og systematisk er sket en overtrædelse af de forvaltningsretslige og socialretslige regler om partshøring, begrundelse, børnesamtaler og til dels også i forhold til notatpligten".

Flere chefer bliver også kritiseret i redegørelsen, som derimod ikke retter kritik mod sagsbehandlere og medlemmer af Børn- og Ungevalget.

Den retter heller ikke direkte kritik mod den administrerende direktør i i Børn- og Ungeforvaltningen, Peter Pietras.

Men Susanne Crawley Larsen har ikke længere tillid til, at han er den rette person til at føre Børn- og Ungeforvaltningen videre. Han er derfor nu fratrådt.

Redegørelsen bliver også sendt til Fyns Politi, hvor anklagemyndigheden skal vurdere, om der skal rejses sigtelser i sagen.

LÆS OGSÅ: Succes med at hjælpe unge mødre til en uddannelse

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress