Af Ritzau - 21/05-16 09:11

G7 advarer om globalt chok ved britisk nej til EUG7 advarer om globalt chok ved britisk nej til EU

Stemmer briterne nej til EU ved deres folkeafstemning, rammes verdensøkonomien ifølge G7 af et chok.

storybild

George Osborne, Storbritanniens finansminister, er i Japan, hvor han har deltaget i et finansministermøde i G7. Ministrene fra de syv førende industrinationer har blandt andet diskuteret den kommende britiske folkeafstemning om medlemskab af EU. (Billede: Reuters/Paul Hackett)

Der kan vente store problemer for verdensøkonomien om godt en måned, hvis de britiske vælgere stemmer nej til fortsat medlemskab af EU.

Det siger finansministrene fra de syv førende industrinationer, G7, der har holdt et to dage langt møde i Japan.

- Usikkerhed om den globale prognose er øget på et tidspunkt med geopolitiske konflikter, terrorisme, flygtningestrømme, ligesom chokket fra en mulig britisk udtræden af EU også komplicerer det globale økonomiske miljø, siger ministrene efter deres møde i Sendai i Japan.

Storbritannien holder folkeafstemning om fortsat medlemskab af EU 23. juni. Meningsmålingerne viser næsten dødt løb, men i de seneste dage har flere målinger vist et lille forspring til tilhængersiden.

Blandt G7-landene er også Storbritannien. De seks andre lande er USA, Japan, Canada, Frankrig, Tyskland og Italien.

Med ved mødet i Sendai har været George Osborne, den britiske finansminister, der advarer om store handelsmæssige problemer for Storbritannien, hvis det bliver nej.

- Hvis vi forlader EU, så får vi en periode på to år til at forhandle vor udtræden med de 27 andre lande. Vi skal da forhandle nye arrangementer, og samtidig skal vi indgå 50 andre aftaler med lande, der end ikke ligger i Europa. Det bliver ekstremt svært, siger han.

Osborne tilføjer, at i denne to års periode vil erhvervslivet i Storbritannien leve i stor usikkerhed, og der bliver ikke ansat nye medarbejdere eller investeret.

- Det vil ramme folks indkomst. Det vil ramme boligernes værdi, erhvervslivet, jobmarkedet. Folk begynder at forstå det, mener finansministeren.

Pierre Moscovici, EU's økonomikommissær, er også i Japan, og han siger, at der ikke er nogen plan B, hvis briterne siger nej.

Finansministrenes chefer, regeringslederne og præsidenterne, kommer i slutningen af den kommende uge også til Japan, hvor der er G7-topmøde.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress