Af Ritzau - 02/10-16 17:39

May: Vi forlader EU i god ro og ordenMay: Vi forlader EU i god ro og orden

Inden marts har Storbritannien indledt processen med at sige farvel til EU, fastslår premierminister May.

storybild

Storbritanniens premierminister, Theresa May, slår fast, at briterne indleder processen med at forlade EU inden udgangen af marts næste år. (Billede: Scanpix/Oli Scarff)

Den formelle skilsmisseproces mellem Storbritannien og EU begynder inden udgangen af marts.

Det fastslår Theresa May, den britiske premierminister, på talerstolen i Birmingham, hvor det konservative parti i Storbritannien søndag indledte sin kongres.

- Folkeafstemningens resultat var klart. Det var legitimt. Det var den største stemme for forandring, som dette land nogensinde har set. Brexit betyder brexit - og vi vil gøre det til en succes, siger hun om folkeafstemningen 23. juni, da briterne stemte for at forlade EU.

Formelt skal Storbritannien nu udløse den såkaldte artikel 50 i Lissabontraktaten. Det er den artikel, der handler om at forlade EU, og når den er udløst, skal processen være færdigforhandlet inden for to år.

Parterne kan blive enige om at forlænge den, men er der ikke enighed, forlader landet ganske enkelt EU efter to års forhandlinger.

Der har derfor været nogen spænding om, hvornår briterne aktiverer artikel 50, og fra talerstolen i Birmingham bekræfter premierminister May, hvad hun tidligere har sagt til BBC.

- Vi vil senest aktivere artikel 50 i marts næste år, siger hun.

- Alt, hvad vi gør, mens vi forlader EU, bliver i overensstemmelse med loven og vore traktatforpligtelser.

Videre siger hun, at hendes regering snart vil fremlægge en lov, der vil pille Loven om Det Europæiske Fællesskab ud af britisk lovgivning. Det var den lov, der blev vedtaget, da Storbritannien meldte sig ind i EU i 1972.

Når Storbritannien formelt forlader EU, vil denne lov automatisk være ugyldig.

Men hun siger også, at Storbritannien vil skrive mange af EU's regler og regulativer ind i britisk lovgivning, sådan at erhvervsliv og arbejdsmarkedet opererer efter samme regler efter en udtræden som nu.

Videre slår Theresa May fast, at der ikke findes noget, der kan kaldes en blød brexit eller en hård brexit.

Det er vendinger, der illustrerer, at Storbritannien kan opretholde en slags EU-medlemskab - en blød brexit - eller det kan blive en regulær kold tyrker - en hård brexit.

- Der skal derfor ikke forhandles et forhold, der ligner det, vi har haft i 40 år. Det bliver ikke en "norsk model". Det bliver ikke en "schweizisk model", siger hun.

- Det bliver en aftale mellem et uafhængigt, suverænt Storbritannien og EU.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress