Af Lars Dinesen - 02/04-15 21:04

147 meldes dræbt ved al-Shabaab angreb i Kenya147 meldes dræbt ved al-Shabaab angreb i Kenya

Al-Shabaabs angreb på et universitet i Kenya har kostet 147 mennesker livet, oplyser landets myndigheder.

147 mennesker er dræbt, efter militante fra den somaliske gruppe al-Shabaab torsdag morgen stormede et universitet i den nordøstlige del af Kenya i byen Garissa, hvor de tog gidsler.

Det oplyser katastrofemyndigheder i Kenya.

Angrebet er ovre nu, skriver Reuters.

Kenyas indenrigsministerium meddelte tidligere, at fire gerningsmænd var dræbt.

Den islamistiske gruppe al-Shabaab har taget skylden for angrebet. I en besked til Reuters oplyste en talsmand for gruppen tidligere, at gidseltagerne havde vurderet gidslerne og sluppet muslimer fri.

En af de formodede gerningsmænd er pågrebet, oplyser det kenyanske indenrigsministerium.

LÆS OGSÅ: Al-Shabaab dræber 14 og tager gidsler på universitet

Der kom torsdag formiddag meldinger om eksplosioner og skudvekslinger. Kort efter fulgte oplysninger om, at to vagter ved en indgangsport skulle være dræbt.

- Vi kan høre skud inde fra bygningen, men nu og her kan vi ikke sige, hvem der skyder, og hvem de skyder på, siger en politibetjent på stedet til nyhedsbureauet Reuters.

Garissa ligger tæt på grænsen til Somalia.

Gerningsmænd og sikkerhedsstyrker var torsdag formiddag i ildkamp i timevis, oplyser den kenyanske avis Daily Nation og radiostationen Capital FM.

- Det kom til skudveksling mellem politiet og de bevæbnede. Gerningsmændene blev trængt tilbage og flygtede ind på et kollegium, siger politichef Joseph Boinet.

LÆS OGSÅ: Militant leder dræbt af amerikansk droneangreb i Somalia

Den somaliske militante gruppe al-Shabaab har tidligere udført adskillige angreb i Garissa og andre steder i Kenya, herunder angrebet i et indkøbscenter i hovedstaden Nairobi i 2013.

Ifølge øjenvidner, som avisen Standard har talt med, begyndte angrebet i moskeen inde på universitetsområdet. Avisen skriver, at gerningsmændene skød vilkårligt mod de mennesker, som var samlet til morgenbøn.

De studenter, som nåede at flygte, fortæller, at det drejer sig om mindst fem bevæbnede mænd. De skal også have taget gidsler. Hæren har omringet universitetsområder, oplyser Kenya Television Network.

/ritzau/Reuters

LÆS OGSÅ: USA advarer om terrorfare i gigantisk indkøbscenter

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress