Af Ritzau - 01/12-16 20:20; Opdateret: 01/12-16 20:45

Hollande genopstiller ikke ved præsidentvalgHollande genopstiller ikke ved præsidentvalg

Med udmeldingen fra Hollande hersker der usikkerhed om, hvem der skal være Socialisternes kandidat ved valget

storybild

- Jeg har besluttet ikke at genopstille, siger Frankrigs præsident, François Hollande, som torsdag aften holdt en kortfattet og højtidelig tale om Frankrigs situation og sin egen indsats som præsident. (Billede: Scanpix/Guillaume Souvant)

Frankrigs præsident, François Hollande genopstiller ikke ved præsidentvalget næste år.

- Jeg har besluttet ikke at genopstille, siger Hollande, som torsdag aften holdt en kortfattet og højtidelig tale om Frankrigs situation og sin egen indsats som præsident.

Han gjorde det klart, at han var klar over, at hans chancer for at blive genvalgt er meget dårlige. I den første runde af valget ville Hollande ifølge meningsmålingerne kun få omkring ni procent af stemmerne. Hvis han stillede op.

Det er første gang i årtier, at en siddende fransk præsident ikke genopstiller.

Med udmeldingen fra Hollande hersker der stor usikkerhed om, hvem der skal være Socialisternes kandidat ved valget.

Socialisternes premierminister, Manuel Valls, som søndag udtalte, at han måske vil udfordre Hollande og stille op, står ligeledes til at blive slået ud i første runde, hvor kun de to mest populære kandidater går videre.

Den tidligere økonomiminister Emmanuel Macron står til at få op mod 14 procent af stemmerne.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon, som har brudt med Socialistpartiet, står til at få mellem 13 og 15 procent af stemmerne.

De fleste iagttagere forudsiger, at anden runde af præsidentvalget bliver et opgør mellem den konservative Francois Fillon og Marine Le Pen fra Front National.

Hollande vandt i maj 2012 præsidentvalget over den daværende siddende konservative præsident Nicolas Sarkozy.

Hollande lovede frem for alt bringe arbejdsløsheden ned i Frankrig, hvilket ikke er lykkedes.

Det blev i sidste weekend klart, at Frankrigs konservative kandidat bliver Fillon.

Kun de to kandidater, som får flest stemmer går videre til anden og afgørende runde.

Fillon står til at vinde over Le Pen i en anden runde, viser meningsmålingerne.

Fillon, som var premierminister fra 2007 til 2012, er en beundrer af den afdøde britiske konservative premierminister Margaret Thatcher. Han har lagt op til radikale reformer i Frankrig.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress