Af Ritzau - 28/10-16 11:54; Opdateret: 28/10-16 12:41

Oprørsgrupper dræber 15 i ny Aleppo-offensivOprørsgrupper dræber 15 i ny Aleppo-offensiv

Efter en månedlang belejring af det østlige Aleppo forsøger oprørsgrupper på ny at skabe korridor ind til byen.

storybild

Aleppo var før den syriske borgerkrig landets største by. I dag er byen splittet i en oprørs- og regimekontrolleret del. (Billede: Reuters/Abdalrhman Ismail)

Kampene om den syriske by Aleppo ser på ny ud til at tage til. Syriske oprørsstyrker har fredag annonceret en offensiv for at bryde regeringsstyrkernes belejring af den østlige del af byen.

Den østlige del af byen kontrolleres af oprørsgrupper, men de er omringet af regimets soldater.

Offensiven er startet vest for Aleppo i et forsøg på at bryde igennem belejringen udefra. Den begyndte med et artilleriangreb mod den vestlige del af Aleppo, der er under regimets kontrol.

Fredagens angreb har kostet 15 mennesker livet og såret over 100. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Ifølge gruppen, der er baseret i Storbritannien, har hundredvis af bomber og raketter ramt forskellige nabolag i det vestlige Aleppo.

En kilde i regeringshæren siger til Reuters, at hæren har afvist et angreb fra oprørerne.

Den østlige del af Aleppo har været under belejring af regimets styrker siden juli. Det har medført mangel på medicin og mad i byen.

Det lykkedes oprørsstyrker at bryde belejringen kortvarigt i august. Ingen nødhjælp nåede dog ind til byen i den korte tidsperiode.

Regimet har med støtte fra russiske kampfly forsøgt at drive oprørerne ud af den østlige del af byen.

Luftangrebene har dræbt hundredvis af civile, ødelagt infrastruktur og hospitaler. Det har udløst international fordømmelse af angrebene.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress