Af Ritzau - 13/04-16 09:08

Valg i Syrien boykottes af oprørere og afvises i udlandetValg i Syrien boykottes af oprørere og afvises i udlandet

Parlamentsvalget i Syrien onsdag boykottes af moderate oprøre, og FN-mægler tillægger det ingen betydning.

storybild

Beboere i de regeringskontrollerede områder af Syrien kan onsdag stemme ved parlamentsvalget, mens politiske ledere forsøger at afgøre Syriens reelle skæbne langt fra det krigshærgede land - i schweiziske Genève. (Billede: AP/Hassan Ammar)

Beboere i de regeringskontrollerede områder af Syrien stemmer onsdag ved et parlamentsvalg i det krigshærgede land, mens politiske ledere forsøger at afgøre Syriens reelle skæbne langt derfra - i schweiziske Genève.

Valget tillægges ikke den store betydning i oppositionen og blandt oprørere. USA har afvist parlamentsvalget som ulovligt, da "det ikke repræsenterer det syriske folks vilje".

Selv mere moderate oprørsgrupper i hovedstaden boykotter ifølge nyhedsbureauet dpa valget, hvor 250 sæder i folkeforsamlingen skal besættes.

Valgstederne åbnede onsdag morgen klokken syv i 13 af 15 provinser ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Det er ikke muligt for præsident Bashar al-Assads styre at gennemføre valget i provinserne Raqqa, hvor den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat har hovedsæde, og Deir az-Zor, hvor Nusrafronten igen har vundet delvis kontrol.

Onsdag genoptages fredsprocessen mellem repræsentanter for Assad-styret og oppositionen.

Den store knast i de indirekte forhandlinger, der er planlagt onsdag i Genève, bliver Bashar al-Assads skæbne. Oppositionen kræver ham fjernet, hvis den skal godkende en fredsaftale.

I Syrien kæmper fortsat to store grupper, Islamisk Stat og Nusrafronten, som ikke er med i forhandlingerne. De er heller ikke omfattet af den aktuelle våbenhvile.

Ifølge Tass indleder FN-mægleren Staffan de Mistura samtaler med oppositionen onsdag. Senere møder han styrets repræsentanter, når valget i Syrien er overstået.

Onsdagens valg tillægges ingen betydning i FN-lejren. Mistura har sagt, at han alene er interesseret i et valg, som ifølge FN's Sikkerhedsråd bør afholdes inden 18 måneder under FN's overvågning.

Flere end en kvart million mennesker er dræbt, siden krigen i Syrien tog fart i foråret 2011. Millioner er drevet på flugt.

/ritzau/dpa

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress