Af Bo Norström Weile - 24/07-15 19:29

Danskere i kanoulykke er sidst set med sikkerhed søndagDanskere i kanoulykke er sidst set med sikkerhed søndag

Først engang i næste uge kan svensk politi måske sige noget om, hvornår og hvordan tre danskere omkom.

storybild

(Billede: Google Maps)

Tidligst en gang i næste uge får svensk politi muligvis et svar på, hvornår og hvordan tre danskere, der torsdag blev fundet livløse i Rogen-søen, døde.

- Vi regner med at få svar fra retsmedicinerne i løbet af næste uge. Men hvornår det bliver, ved jeg ikke, siger vagtchefen hos politiet i Jämtland, Hans Ängquist, til Ritzau.

Det er altså foreløbig uvist, hvornår ulykken skete, men politiet har talt med vidner, som så de tre danskere søndag.

LÆS OGSÅ: Svensk politi: Vi ved ikke hvornår danskere kæntrede

De to danske mænd og den enes seksårige søn blev fundet døde i søen, der ligger på grænsen mellem Sverige og Norge, torsdag aften ved 19.30-tiden ikke langt fra deres kæntrede kano.

Fredag er området blevet gennemsøgt med blandt andet helikopter.

- Det er lykkedes os at finde deres udstyr, og vi mener, at vi har fundet det hele. Udstyret er fundet i vandet, siger Hans Ängquist.

LÆS OGSÅ: To danske mænd og en dreng er fundet døde i svensk sø

Den ene af mændene, der begge var mellem 40 og 45 år, var kendt i området og var vant til at færdes i naturen.

- De var på fisketur. En af mændene er et erfarent friluftsmenneske og har været i området flere gange tidligere, har vagtchef ved politiet i Östersund Helena Hroh tidligere fortalt den norske avis Dagbladet.

De havde lejet kanoen 14. juli og skulle efter planen have returneret onsdag i denne uge. Men da de ikke vendte tilbage som aftalt - og familien i Danmark heller ikke havde hørt fra dem - blev en eftersøgning torsdag indledt.

Helena Hroh oplyste tidligere fredag til Ritzau, at vandtemperaturen i Rogen-søgen er 12 grader, mens det har været omkring fem grader i luften om aftenen de seneste par dage.

Danskerne bar alle redningsvest. Derfor kan det kolde vand have været en medvirkende årsag til, at de ikke overlevede ulykken.

Søen Rogen ligger over 500 kilometer nord for Stockholm i Härjedalen, og området er populært at vandre og ro i kano i.

Hjemmesiden grenselandet.no betegner kanosejlads som en god måde at se naturen i området på om sommeren, men kommer også med en advarsel:

- Det lunefulde vejr kan hurtigt forvandle den store sø Rogen til et livsfarligt sted, lyder det.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress