Af Mie Oehlenschläger - 04/10-16 10:45; Opdateret: 04/10-16 13:28

Når jeg bliver stor, vil jeg være en mandNår jeg bliver stor, vil jeg være en mand

Skuespiller Jesper Christensen og hans datter Lulu Betz er med Dansk Flygtningehjælp i Irak for ved selvsyn at se den hjælp, som organisationen yder syriske flygtninge.

Tiden står stille i den syriske flygtningelejr, Kawagosk, i det nordlige Irak. Den tørre varme er lammende, og der er ikke meget at tage sig til.

- Når jeg bliver stor, vil jeg være en mand, svarer en lille syvårig dreng med store mørke øjne på Jesper og Lulus spørgsmål om, hvad han vil være, når han bliver stor.

Lillebror på fem stemmer i:

- Det vil jeg også.

Drømmejob kan de to drenge ikke forholde sig til.

Fremtiden er stoppet med at eksistere. Syrien kan de ikke vende hjem til, for borgerkrigen raser på syvende år. Og lejren giver ingen muligheder for børnene. Som deres far siger:

- Jeg kan ikke se en fremtid for mine børn her.

I 2013 flygtede han og familien til fods. Han gik med sin ene søn over skulderen og en plasticpose i hver hånd. En bilbombe havde blæst vinduerne ud på familiens bolig, og der lå døde mennesker overalt.

Nu lever familien af faderens lille indkomst fra sin cigaretbutik i lejren, der sikrer mad på bordet. Som nogle af de første er de blevet tilbudt en permanent bolig med støbt betongulv og eget køkken og toilet opført af Dansk Flygtningehjælp. Det er de taknemmelige for, mange andre familier i lejren bor stadig i skrøbelige telte.

- Jeg håber inderligt, at mange går på gaden til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling, så flere mennesker kan få et fast tag over hovedet, siger Jesper Christensen under besøget i lejren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress