Af Ritzau - 23/08-16 21:51; Opdateret: 24/08-16 02:03

Tyrkiet beder USA udlevere mistænkt kupmagerTyrkiet beder USA udlevere mistænkt kupmager

USA bekræfter, at Tyrkiet formelt beder om at få Gülen udleveret - dog for andre forseelser end kupforsøget.

storybild

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, beskylder sin ærkefjende Fethullah Gülen (billedet) for at stå bag sidste måneds kupforsøg og har nu bedt om at få ham udleveret. (Billede: Scanpix/Selahattin Sevi)

Tyrkiet har formelt bedt USA om at udlevere den muslimske prædikant Fethullah Gülen. Det bekræfter det amerikanske udenrigsministerium.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, beskylder Gülen for at stå bag det fejlslagne kupforsøg mod det tyrkiske styre i juli.

- Vi kan nu bekræfte, at Tyrkiet har bedt om udlevering af Gülen, siger Mark Toner, der er talsmand for USA's udenrigsministerium.

Anmodningen er dog ikke relateret til kupforsøget. Tyrkiet beder om at få ham udleveret af andre årsager, siger talsmanden.

Lørdag sagde en embedsmand i USA's justitsministerium, at ministeriet sender en gruppe embedsmænd til Tyrkiet.

Amerikanerne vil tale med tyrkerne om de beskyldninger, som er blevet rettet mod Gülen.

USA's udenrigsminister, John Kerry, har tidligere sagt, at Tyrkiet må fremlægge "utvetydige beviser" i stedet for "beskyldninger", hvis Gülen skal udleveres.

Gülen har levet i eksil i USA siden 1999. Han benægter enhver indblanding i kupforsøget.

Tyrkiet har slået hårdt ned på tilhængere af Fethullah Gülen efter det mislykkede kupforsøg. I sidste uge oplyste den tyrkiske regering, at i alt 40.029 mennesker er blevet tilbageholdt i landet i forbindelse med efterforskningen af kupforsøget.

20.355 personer er blevet formelt anholdt.

Ifølge regeringen er 79.900 mennesker blevet fjernet fra deres officielle poster. De har været ansat i militæret, politiet og juridiske afdelinger.

Yderligere 4262 virksomheder og institutioner er blevet lukket, fordi de har relationer til Gülens bevægelse.

Forsøget på at vælte præsident Erdogans styre fandt sted 15. juli.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress