Af Ritzau - 26/04-16 16:10; Opdateret: 26/04-16 16:42

Oprørsleder taget i ed som vicepræsident i SydsudanOprørsleder taget i ed som vicepræsident i Sydsudan

Oprørsleders tilbagekomst til hovedstad er afgørende for fredsaftale i Sydsudan, som blev selvstændigt i 2011.

storybild

Sydsudans oprørsleder, Riek Machar, vendte tirsdag tilbage til hovedstaden Juba som led i en fredsaftale i det nye land, som blev selvstændigt i 2011. (Billede: AP/Mulugeta Ayene)

Den sydsudanske oprørsleder, Riek Machar, blev tirsdag taget i ed som ny vicepræsident ved en ceremoni i hovedstaden Juba, kort efter at han var vendt tilbage til byen.

FN siger, at indsættelsen af Machar skaber et godt grundlag for at få afsluttet borgerkrigen i Sydsudan, som opnåede selvstændighed i 2011.

Det er første gang, siden konflikten i landet brød ud i december 2013, at Machar er vendt tilbage til Juba.

Machars tilbagevenden er en forudsætning, for at en ny fredsaftale kan føres ud i livet i Sydsudan.

To år efter Sydsudan blev selvstændigt brød en borgerkrig ud, da præsident Salva Kiir i 2013 beskyldte Riek Machar, sin daværende vicepræsident, for at have planer om et kup.

Machar er indsat som vicepræsident igen i en enhedsregering, der er blevet dannet for at få bragt den godt to år lange borgerkrig i det nye land til en afslutning.

Ministre og diplomater tog imod Machar, da han steg ud af flyet. Han blev bragt direkte til præsidentpaladset for at blive genindsat med sin ærkerival, præsident Salva Kiir.

Som en del af den internationale fredsaftale i det unge land var det meningen, at Machar mandag skulle være ankommet til Juba for at tiltræde stillingen som vicepræsident.

Ifølge en talsmand for Machar skyldes forsinkelsen blot såkaldte logistiske problemer.

Mange forskellige lande og FN har gjort en betydelig politisk og logistisk indsats, for at Machar kunne vende tilbage.

Præsidentens beskyldninger mod Machar i 2013 udløste en lavine af gengældelsesaktioner, drab og konflikter, som splittede det nye fattige land. Titusinder er foreløbig blevet dræbt i konflikten, og omkring to millioner er blevet fordrevet.

Mange har sat lid til, at en ny udvikling vil blive sat i gang efter Machars tilbagevenden.

Men der er udbredt mistillid mellem de to sider, og kampe fortsætter mellem et stort antal militsgrupper, som stadig bekæmper hinanden, og som hverken har tillid til Kiir eller Machar.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress