Af Ritzau - 16/09-16 02:45

Tysk storbank nægter at betale gigantbeløb i bøde i USATysk storbank nægter at betale gigantbeløb i bøde i USA

USA kræver 93 milliarder kroner af Deutsche Bank i forlig om boliglån. Men beløbet er alt for højt, lyder det.

storybild

Mange amerikanerne måtte i kølvandet af boliglånskrisen i 2008 gå fra hus og hjem. Ifølge de amerikanske myndigheder var de blevet vildledt af bankerne. Arkiv. (Billede: Scanpix/Jessica Rinaldi)

De amerikanske myndigheder har torsdag bedt storbanken Deutsche Bank om at betale 14 milliarder dollar i forbindelse med et forlig om bankens rolle i boliglånskrisen i 2008.

Det oplyser Deutsche Bank ifølge Reuters fredag.

Det enorme beløb svarer til knap 93 milliarder danske kroner. Det vil i givet fald blive det største beløb, som USA nogensinde har pålagt en udenlandsk bank at betale.

Men Deutsche Bank, der er Tysklands største bank, vil ikke acceptere kravets størrelse.

- Deutsche Bank har ikke i sinde at indgå et forlig i potentielt civilretlige sager med et beløb i denne størrelsesorden. Forhandlingerne er kun lige ved at gå i gang, skriver banken i en udtalelse natten til fredag.

I en lignende sag gik storbanken Goldman Sachs i april med til at betale cirka fem milliarder dollar i bøde for at have vildledt kunder i forbindelse med boliglån.

Deutsche Bank var i mange år en af Europas mest succesrige aktører på Wall Street. Som mange andre banker blev den dog ramt af en række sagsanlæg i kølvandet af den globale finanskrise.

Siden 2012 har banken brugt mere end 12 milliarder euro på retssager. Det svarer til knap 90 milliarder kroner.

Det amerikanske justitsministerium har ikke ønsket at kommentere sagen.

Deutsche Bank blev sammen med andre storbanker anklaget for at have vildledt både myndigheder og låntagere, da boligmarkedet i USA var på kogepunktet før finanskrisen.

Med de såkaldte subprimelån, hvor udbydere af boliglån så stort på låntagernes kreditværdighed, lykkedes det bankerne at få folk til at købe boliger, der var langt dyrere, end lånernes økonomi kunne klare.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress