Af Ritzau - 16/08-16 10:12; Opdateret: 16/08-16 14:41

Politiet anholder 150 demonstranter i Zambia efter præsidentvalgPolitiet anholder 150 demonstranter i Zambia efter præsidentvalg

Anholdelserne sker, efter at det mandag stod klart, at Edgar Lunga var blevet genvalgt som præsident i landet.

storybild

Oppositionen i Zambia bestrider valgresultatet, efter at præsident Edgar Lungu mandag blev erklæret som vinder af valget foran sin rival, Hakainde Hichilema. (Billede: Reuters/Stringer)

Politiet i Zambia har anholdt 150 demonstranter, der er utilfredse med genvalget af præsident Edgar Lungu. Det oplyser myndighederne tirsdag ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

- De (demonstranterne, red.) gik målrettet efter tilhængere af det regerende parti og ødelagde deres ejendomme, siger politichef Godwin Phiri.

- Det tyder på, at det var velplanlagt, og at de blot ventede på, at vinderen blev udråbt. Efter anholdelserne er der dog faldet ro på igen, tilføjer han.

Mandag blev Edgar Lungu erklæret som vinder af et intenst valgopgør i det sydafrikanske land. Oppositionen bestrider dog valgresultatet og hævder, at der er begået valgsvindel.

AFP skriver, at tilhængere af oppositionsleder Hakainde Hichilema gik på gaden i en af landets sydlige provinser efter offentliggørelsen af valgresultatet. Demonstranterne blokerede flere veje med træstammer og brændende dæk.

- Befolkningen i syd var sikker på, at Hichilema ville vinde. Derfor begyndte optøjerne, hvilket resulterede i anholdelsen af 150 personer, siger politichef Godwin Phiri.

Ifølge lederen af Zambias valgkommission vandt Lungu over sin vigtigste rival, Hakainde Hichilema, med omkring 200.000 stemmer.

Lungu fik ifølge de officielle tal over 1,86 millioner stemmer mod Hichilemas 1,66 millioner.

Valgresultatet blev offentliggjort fire dage efter valget.

Under valgkampen har der været regelmæssige voldelige sammenstød, som har kostet mindst tre mennesker livet. Volden har fundet sted mellem tilhængere af Lungus Patriotisk Front (PF) og Hichilemas Forenede Parti for National Udvikling (UPND).

Zambia, som opnåede uafhængighed fra Storbritannien i 1964, har ellers en lang historie af fredelige magtovergange.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress