Af Ritzau - 08/04-16 21:54; Opdateret: 08/04-16 22:26

Belgien bekræfter anholdelse af Paris-mistænktBelgien bekræfter anholdelse af Paris-mistænkt

En af Europas mest eftersøgte, Mohamed Abrini, er blandt de anholdte i Belgien fredag, bekræfter anklager.

storybild

Belgisk politi anholder en mand i bydelen Anderlecht i Bruxelles-området. Den mistænkte Mohamed Abrini, som var en af de anholdte fredag, menes ifølge franske efterforskere at være identisk den efterlyste mand med bøllehat fra angrebet i lufthavnen 22. marts. (Billede: AP)

Den belgiske anklagemyndighed bekræfter på en pressekonference fredag aften, at den 31-årige Mohamed Abrini er en af de anholdte under en politiaktion i Bruxelles tidligere på dagen.

Anklagemyndigheden siger, at den stadig undersøger, om Abrini er identisk med "manden med hatten", der på overvågningsbilleder fra Zaventem-lufthavnen i Bruxelles 22. marts går side om side med selvmordsbomberne Ibrahim El Bakraoui og Najim Laachraoui.

Det siger anklageren på en pressekonference.

Den 31-årige belgisk-marokkaner Mohamed Abrini har været på listen over Europas mest eftersøgte, siden han blev set på et overvågningskamera sammen med Salah Abdeslam to dage inden angrebene i den franske hovedstad 13. november sidste år.

Under angrebene i Paris blev 130 mennesker dræbt.

Belgiske myndigheder udsendte 24. november en international arrestordre på Abrini og betegnede ham som "farlig og formentlig bevæbnet".

Foruden Abrini er fire andre anholdt i Bruxelles fredag. Heriblandt også en mand, der identificeres som Osama K., et navn der tidligere på aftenen var fremme i belgiske medier.

Den belgiske avis Het Nieuwsblad skriver, at Osama K. er svensk statsborger. De belgiske myndigheder har hidtil ikke kommenteret denne oplysning.

Hans eventuelle rolle i angrebene i Bruxelles og Paris er endnu uklar, men han blev set sammen med Khalid El Bakraoui, som bragte en selvmordsbombe til sprængning på metrostationen Maelbeek 22. marts.

Osama K. er desuden blevet filmet, da han købte de tasker, som blev brugt i angrebet mod lufthavnen senere samme dag, siger Eric van der Sypt, som er talsmand for den belgiske anklager, ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Efterforskerne undersøger nu, om Osama K. kan identificeres som den anden person, der var til stede på tidspunktet for angrebet mod Maelbeek metrostation, siger van der Sypt.

Flere medier har tidligere skrevet om, at der var endnu en gerningsmand til stede ved angrebet mod metrostationen, men det er hidtil ikke blevet bekræftet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress