Af Ritzau - 13/08-16 03:08

Fransk burkini-forbud er på vej i rettenFransk burkini-forbud er på vej i retten

Flere organisationer er parat til at udfordre forbud i Cannes mod at bære den muslimske heldragt på stranden.

storybild

Burkinien er en heldragt, som typisk muslimske kvinder iklæder sig på stranden for ikke at vise for meget hud. Arkiv. (Billede: Reuters/Tim Wimborne)

Et forbud mod at iklæde sig en såkaldt burkini på strandene i den franske by Cannes har fået flere organisationer på barrikaderne.

Det skriver nyhedsbureauet AFP

Cannes' borgmester har indført forbuddet, fordi burkinien, en heldragt der typisk bæres af muslimske kvinder, ikke "respekterer de sociale normer og et sekulært samfund".

Men nu planlægger organisationen CCIF, en paraplyorganisation for grupper imod islamofobi, at udfordre loven ved en fransk domstol.

CCIF er "dybt bekymret" over forbuddet, som den ser som "et nyt angreb på de mest basale principper i loven".

Kritikken har fået bystyret i Cannes til at forsøge at forklare hensigten bag burkini-forbuddet, der gælder frem til 31. august.

- Vi taler ikke om at forbyde at bære religiøse symboler på stranden, men en opsigtsvækkende beklædning med referencer til terrorbevægelser, som er i krig med os, siger Thierry Migoule, kommunaldirektør i Cannes, ifølge AFP.

Det opsigtsvækkende forbud i den franske filmby kommer på et meget ømtåleligt tidspunkt for forholdet mellem Frankrig og landets mange muslimer.

Et angreb 14. juli på havnefronten i den nærliggende by Nice kostede 85 mennesker livet. En lastbil pløjede gennem masserne, der var til stede på promenaden for at fejre den franske nationaldag. Føreren af lastbilen erklærede troskab til Islamisk Stat.

Knap to uger senere blev en præst dræbt i en kirke i det nordvestlige Frankrig. De to attentatmænd svor ligeledes troskab til Islamisk Stat.

Muslimsk beklædning er et aktuelt emne i Frankrig. Det er forbudt at gå med helt tilsløret ansigt i offentligt rum, men der er intet forbud mod religiøse symboler og tøj.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress