02/07-16 08:33; Opdateret: 02/07-16 09:51

TV: Her stormer politiet det store IS-gidseldramaTV: Her stormer politiet det store IS-gidseldrama

De seneste meldinger lyder, at mindst 10 af de godt 20 gidsler er sluppet levende ud.

Lørdag morgen lokal tid har specialstyrker fra politiet i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, stormet den restaurant, hvor omkring 20 gidsler er blevet holdt fanget af militante islamister. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Omkring 100 betjente fra indsatsstyrken deltog i aktionen, efter at det angiveligt mislykkedes at forhandle med gidseltagerne.

En stribe nyhedsbureauer, der i blandt Reuters, skriver, at 13 gidsler er befriet og seks gidseltagere er dræbt. Tidligere fremgik det fra diverse nyhedsbureauer, at der havde været mellem otte og ni gidseltagere. Det står således uklart, om alle gidseltagerne er dræbt.

Skyderierne er stoppet, men eventuelle tab er ikke gjort op.

- Situationen er fuldstændig under kontrol, siger talsmand for hæren Rashidul Hasan til AFP.

Den ekstremistiske organisation Islamisk Stat (IS) har taget skylden for angrebet, der begyndte fredag aften lokal tid.

IS hævdede, før politiet stormede stedet, at 20 mennesker allerede var dræbt under gidseltagningen.

Oplysningerne om de døde er ikke bekræftet fra officielt hold. Politiet siger i stedet, at to politimænd blev dræbt, mens flere end 20 personer blev såret først på aftenen - altså før styrker stormede restauranten lørdag morgen.

Den ekstremistiske organisation offentliggjorde tidligere på natten billeder på sociale medier, som de påstod var billeder af døde udlændinge på restauranten.

Gidseltagningen fandt sted i byens diplomatiske kvarter. Området beskrives som populært blandt diplomater, udlændinge og middelklassefamilier.

Der var flere udlændinge blandt gidslerne, oplyser talsmand for Dhakas politienhed Sheikh Nazmul Alam. Den italienske ambassadør i Bangladesh sagde tidligere på natten ifølge Reuters, at der er syv italienske statsborgere blandt de tilbageholdte.

Udenrigsministeriets Borgerservice i København har lørdag morgen dansk tid ingen aktuelle meldinger om, at danskere skulle været kommet i problemer.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress