Af Ritzau - 08/07-16 15:15; Opdateret: 08/07-16 15:42

Dallas-politichef: Gerningsmand var vred over drab på sorteDallas-politichef: Gerningsmand var vred over drab på sorte

Mistænkt bag drab på fem betjente i Dallas sagde selv, at han handlede på egen hånd, siger politichef.

storybild

Politi i Dallas torsdag aften lokal tid, hvor adskillige politifolk blev skudt ned under en demonstration. Fem er dræbt og syv såret. (Billede: Scanpix/Laura Buckman)

En formodet gerningsmænd bag skyderiet i Dallas sagde inden sin død, at han var vred over den seneste tids hændelser, hvor politifolk har dræbt sorte amerikanere.

Det gav han udtryk for til en mægler, inden han blev dræbt af en bombe, som en af politiets robotter bragte til sprængning.

Manden sagde endvidere, at han ville dræbe hvide betjente, oplyser politichefen i Dallas, David Brown, på et pressemøde fredag morgen lokal tid.

- Han sagde, at han var vred over de nylige politiskyderier. Den mistænkte sagde, at han var vred på hvide mennesker. Han erklærede, at han ville dræbe hvide mennesker, særligt hvide betjente, siger politichefen.

Den formodede gerningsmand sagde ifølge Brown også, at han var vred over kampagnen Black Lives Matter, som er opstået efter en række politidrab på sorte mennesker.

Skyderiet opstod torsdag aften midt under en demonstration i Dallas mod politivold.

Anledningen til demonstrationen var politiets nedskydning af to sorte mænd tidligere på ugen i staterne Louisiana og Minnesota.

Den nu dræbte mand formodes at stå bag drab på fem politifolk. Syv betjente og to andre mennesker blev såret ved skyderiet.

Under gerningsmandens timelange forhandlinger og skudvekslinger med politiet hævdede han, at der var flere bomber placeret rundt om i byen, som ville blive fundet efter hans død.

Den mistænkte oplyste desuden, at han ikke har forbindelse til nogen gruppe, men handlede på egen hånd, tilføjer politichefen i Dallas.

Tre andre mistænkte er anholdt. Tidligere på dagen sagde borgmester Mike Rawlings, at de "ikke var særligt samarbejdsvillige".

Politichef Brown appellerer til alle om at stå sammen i kølvandet på drabene i Dallas.

- Det her må stoppe, denne splittelse mellem politiet og vores borgere, siger han.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress