Af Ritzau - 18/07-16 04:30

Splittet parti vil sende Trump til kamp mod ClintonSplittet parti vil sende Trump til kamp mod Clinton

Flere republikanske topfolk har meldt afbud til partikonvent, hvor Trump formelt vælges som præsidentkandidat.

storybild

Hvis den republikanske partiledelse ændrer reglerne for at spænde ben for Donald Trump, vil det være en krigserklæring mod vælgerne. Den mulighed tror Niels Bjerre Poulsen ikke på. (Billede: Reuters/Carlo Allegri)

Donald Trump eller kampvalg.

Det er reelt mulighederne, som Det Republikanske Parti står over for, når partiet mandag indleder sit partikonvent i Cleveland i den amerikanske delstat Ohio.

Begge muligheder vil skabe kaos i partiet. Men meget tyder på, at den kontroversielle forretningsmand får lov til at løbe med nomineringen som partiets præsidentkandidat.

Det vurderer Niels Bjerre Poulsen, der er lektor på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- Jeg tror, løbet er kørt i forhold til at forhindre ham i at blive valgt, siger han.

Donald Trump har sikret sig det flertal af delegerede, som på papiret gør ham til republikanernes præsidentkandidat.

Ledende kræfter i partiet har dog luftet ideen om et kampvalg på konventet. Det ville ifølge Niels Bjerre Poulsen kræve, at man ændrer på reglerne, inden konventet begynder.

I princippet kunne de ændre kravene, så det ikke kræver et simpelt flertal, men 60 eller 66 procent af stemmerne fra de delegerede for at blive nomineret.

Den mulighed tror Niels Bjerre Poulsen dog ikke på.

- Jeg tror, de har opgivet håbet om at stille med et alternativ på konventet. Det ville være en åben krigserklæring mod Trumps vælgere, og det ville de ikke gøre, siger han.

Men selv om Donald Trump formentlig bliver kronet som den republikanske præsidentkandidat, så bliver konventet præget af den modstand, som rigmanden oplever i partiet.

- Der vil være meget fokus på dem, der pludselig har planlagt en fisketur og dem, der har sagt, at de ikke har lyst til at være der, siger Niels Bjerre Poulsen.

Blandt dem, der har meldt afbud til konventet, er blandt andre Donald Trumps tidligere modkandidat John Kasich, den tidligere præsident George W. Bush og Mitt Romney, der tidligere har været præsidentkandidat.

For mange ledende republikanerne bliver konventet derfor noget, der skal overstås.

- Jeg tror, der er en forventning om, at han taber (præsidentvalget red.), og så bliver det noget med at samle stumperne op bagefter.

- Jeg tror, mange har vurderet, at det ikke var nu, de skulle have det store opgør, når så mange vælgere alligevel har støttet Trump. Han har trods alt fået 13-14 millioner stemmer, siger Niels Bjerre Poulsen.

Det Demokratiske Parti ventes at vælge sin præsidentkandidat på et konvent i næste uge. Her står Hillary Clinton uden modkandidat.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress