Af Ritzau - 04/06-16 17:07

Erdogan: Anklage om folkedrab er afpresningErdogan: Anklage om folkedrab er afpresning

Tyrkiets præsident svarer igen på anklager om folkedrab på armenierne. Det er afpresning mod Ankara.

storybild

Tyrkiets præsident afviser pure beskyldninger om, at Det Osmanniske Rige begik folkedrab på armeniere for 100 år siden. Her ses præsident Erdogan sammen med sin kone i Istanbul. (Billede: Scanpix/Ozan Kose)

Der var ikke noget folkedrab.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, slår i en tale i Istanbul fast, at Det Osmanniske Rige ikke begik noget folkedrab på armeniere, og Tyrkiet vil aldrig acceptere sådan en anklage.

Udtalelserne er Erdogans hidtil mest bitre afvisning af den erklæring, som Tysklands parlament vedtog i torsdags. Den siger, at der var tale om folkedrab i 1915.

Erdogan siger i sin tv-transmitterede tale, at formålet med sådanne erklæringer og anklager er at forsøge at afpresse den tyrkiske regering i Ankara, Tyrkiets hovedstad.

- Sagen her er ikke armenierne. Den armenske sag bruges over hele verden som en belejlig afpresning af Tyrkiet, og den er endda også blevet brugt som en stok, siger han i talen.

- Jeg henvender mig til hele verden. Om I kan lide det eller ej. Vor holdning til den armenske sag har været klar fra begyndelsen. Vi vil aldrig acceptere beskyldningen om folkedrab.

Han siger også, at under Første Verdenskrig var det, der var tilbage af Det Osmanniske Rige, "under belejring fra alle sider".

- Selvfølgelig blev der truffet nogle tiltag for at opretholde orden i Anatolien.

Tyrkiet har siden 1987 søgt om optagelse i EU, men forholdet mellem Tyrkiet og EU har været præget af mange problemer.

Det er det også lige nu, hvor migranter presser på for at komme til EU, og hvor en migrantrute er blevet lukket efter aftale mellem EU og Tyrkiet.

Aftalen betyder, at Tyrkiet medvirker til at hindre, at migranter rejser fra Tyrkiet til Grækenland.

I sin tale kom Erdogan også ind på forholdet til EU.

- Enten finder vi løsninger på vore problemer på en retfærdig måde. Eller også holder Tyrkiet op med at være en barriere foran Europas problemer. Vi vil lade jeg klare jeres bekymringer selv, siger Erdogan.

Armenierne siger, at omkring 1,5 millioner armeniere blev dræbt under et folkedrab, som styrker fra Det Osmanniske Rige begik for at fjerne dem fra Anatolien.

Tyrkiet fastholder, at lige mange muslimer og armeniere blev dræbt under krigen, der blev udløst, da armeniere i Det Osmanniske Rige sluttede sig til den russiske invasionsstyrke i det håb, at de kunne få deres egen stat.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress