Af Ritzau - 28/05-16 16:41; Opdateret: 28/05-16 20:33

Lyn slår ned i fødselsdagsfest i park i Paris - 11 kvæstetLyn slår ned i fødselsdagsfest i park i Paris - 11 kvæstet

Et cirka niårigt barn svæver stadig mellem liv og død, efter et lyn rammer børn og voksne.

storybild

Billedet er fra Parc Monceau i det nordvestlige Paris, hvor et lynnedslag lørdag eftermiddag sårede flere børn og voksne alvorligt. (Billede: Scanpix/Matthieu Alexandre)

De cirka niårige børn var inviteret til fødselsdag i en park i det nordvestlige Paris, da et uvejr trak hen over den franske hovedstad lørdag eftermiddag. De forsøgte sammen med de voksne at nå i ly af et træ, da lynet ramte.

Redningstjenesten blev straks alarmeret, og da ambulancerne nåede frem, kunne redningsfolkene konstatere, at 11 var kvæstet, heraf otte børn.

Lørdag aften meldes 10 af dem uden for livsfare, mens lægerne siger, at tilstanden for et af børnene er "meget alvorlig", skriver France Info, en offentlig radiokanal, på Twitter.

Lynet i Paris slog ned få timer før, et lyn slog ned på en fodboldbane i det vestlige Tyskland, hvor børn lige havde afsluttet en kamp. Dommeren blev ramt direkte af lynet, og tre voksne meldes i livsfare.

Ulykken i Paris skete i Parc Monceau i den nordvestlige del af byen. Tre børn og en voksen blev i første omgang meldt i livsfare efter at være ramt af lynet. Men som timerne gik, kunne lægerne melde tre af dem i bedring.

- Det var, mens de forsøgte at komme i ly og var tæt på et træ, at lynet slog ned, fortæller en talsmand for redningstjenesten.

I første omgang var der fejlagtigt en formodning om, at de mange børn og voksne var blevet kvæstet af et væltet træ.

Et voldsomt uvejr med lyn og torden trak lørdag eftermiddag hen over store dele af Paris. Der er også meldinger om uvejr det vestlige og centrale Frankrig, lige som det vestlige og centrale Tyskland er ramt med mange tusinde lynnedslag.

Parc Monceau ligger i et relativt velhavende kvarter i Paris' 8. arrondissement og er typisk meget besøgt af familier i weekenden.

- De har fået brandsår. Lynet slog ned uden varsel, fortalte en lokal embedsmand lidt tidligere på eftermiddagen om de tilskadekomne.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress