Af Benjamin Krogh - 07/11-15 16:43

Rejseselskaber øger Egypten-sikkerhedRejseselskaber øger Egypten-sikkerhed

Selvom udenrigsministeriet fraråder unødige rejser til Sharm el-Sheikh, så skal turister i området nok komme sikkert hjem, fortæller danske rejseselskaber.

storybild

Genrebilleder af fly, lufthavn, rejsende, SAS m.m. Foto: Thomas Emil Sørensen (Billede: SØrensen Thomas Emil)

Fredag aften fik 300 danskere meddelelse om, at de i stedet for pool og høj sol må tage til takke med det danske efterår, da de ikke kan komme på ferie i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh.

Udenrigsministeriet ændrede sin rejsevejledning til feriedestinationen, efter at de danske myndigheder modtog nye sikkerhedsoplysninger om et russisk passagerflys mystiske styrt efter afgang fra den egyptiske by sidste lørdag.

Men selvom folk ikke kan komme til den egyptiske by, så skal de danske turister der allerede er i byen nok komme sikkert hjem.

LÆS OGSÅ: Sikkerheden skærpes for danskeres hjemrejse fra Egypten

Det forsikrer Jesper Rungholm, direktør i Danish Air Transport, hvis selskab i weekenden flyver flere hundrede danskere hjem.

- Først undrede hjemrejserne mig lidt. Men hvis man tænker sig om, så skal danskerne jo hjem på en eller anden måde, siger Jesper Rungholm.

- Hvis de ikke kan flyve, så er alternativet at smække dem i nogle busser og køre dem op gennem Sinai-ørkenen, hvor man også mener, at der er et sikkerhedsproblem, siger han.

Danish Air Transport er et dansk luftfartsselskab. Virksomheden flyver både faste ruteflyvninger i Skandinavien, charterrejser og fragtflyvninger.

De danske rejseselskaber følger Udenrigsministeriets vejledninger og flyver ikke flere danskere til badebyen, før luftfartssikkerheden igen stemmer overens med myndighedernes standarder.

Flere lande har ændret deres rejsevejledninger på baggrund af det russiske flystyrt lørdag i sidste uge. Deriblandt de danske myndigheder.

LÆS OGSÅ: Egypten klager over dårlig koordinering efter flystyrt

Derfor er Jesper Rungholm også opmærksom på, at det kræver yderligere sikkerhed, når danskerne skal hentes hjem. Det har fået selskabet til at medbringe deres egen sikkerhedsmedarbejder.

- Vores securitymand har til opgave at få sikkerheden til at forløbe efter danske standarder.

- Han vil tjekke al bagagen, der skal med flyet, og sikre, at lastrummene bliver lukket forsvarligt, så ingen får mulighed for at smugle ukendt bagage om bord, siger han.

Hos rejseselskabet Amisol, som er det eneste selskab, der efter weekenden stadig har danskere i byen, er man også ekstra opmærksom på de sikkerhedsmæssige omstændigheder.

- Air Kairo er selvfølgelig i det højeste beredskab. De gør alt, hvad der er i deres magt, for at sikkerheden er gennemtjekket, og de har også ændret ruten, så de ikke længere flyver ind over Sinai-halvøen, siger Lis Vogelius, som er presseansvarlig for Amisol.

LÆS OGSÅ: 300 fik aflyst ferien til Egypten med kort varsel

Flyselskabet Air Kairo står for flytransporten for Amisols danske gæster i Sharm el-Sheikh.

Desuden oplyser Lis Vogelius, at Amisols gæster tager hele situationen afslappet.

- Folk tager det rimeligt roligt. Der er endda nogle, der har valgt at blive en uge længere end planlagt og først rejser hjem på fredag, siger hun.

Udenrigsministeriet understreger, at det ikke er farligt at opholde sig i Sharm el-Sheikh, men at deres rejsevejledning udelukkende går på luftfartssikkerheden.

- Sikkerhedssituationen i selve byen er ikke ændret, så derfor evakuerer vi ikke de danskere, der allerede er dernede, siger Ole Egberg Mikkelsen, der er chef for udenrigsministeriets borgerservice.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Britisk fly undveg raket over Egypten i august

LÆS OGSÅ: Medie: Islamisk Stat fejrede flystyrt som et angreb

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress