Af Ritzau - 07/11-16 23:18; Opdateret: 08/11-16 03:05

Clinton er overvældende favorit i omfattende meningsmålingClinton er overvældende favorit i omfattende meningsmåling

I de sidste timer inden amerikanerne går til valgurnerne giver en meningsmåling Hillary Clinton klar føring.

storybild

Hillary Clinton er udråbt til storfavorit i kampen om USA's præsidentpost af Reuters og Ipsos. (AP Photo/Steven Senne) (Billede: Reuters/Brian Snyder)

Dagen før, at amerikanerne skal stemme på enten demokraten Hillary Clinton eller republikaneren Donald Trump som USA's næste præsident, giver en stor meningsmåling førstnævnte markant størst chance for at få jobbet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der sammen med Ipsos har foretaget målingen.

Den viser, at Hillary Clinton står til at vinde 45 procent af vælgernes stemmer mod Donald Trumps 42 procent.

USA opererer med et valgmandssystem, hvor en kandidat får alle valgmændene i en stat, hvor kandidaten får flertal. Der er i alt 538 valgmænd.

Dermed skal en kandidat have 270 valgmænd for at vinde. Ifølge Reuters og Ipsos' måling står Hillary Clinton til at vinde 303 valgmænd.

På de amerikanske aktiemarkeder tror handlerne også på en sejr til Hillary Clinton.

Hun er markedets favorit, da hun er venligt stemt over for erhvervslivet og forventes at være en forudsigelig kandidat.

Modsat har Donald Trump deklareret, at han vil bygge en mur mod Mexico, opsige eller genforhandle alle handelsaftaler, de facto lade USA forfalde på sin statsgæld, udstede indrejseforbud mod muslimer, øge de offentlige udgifter markant og mindske statens indtægter.

Markederne fandt troen på, at Hillary Clinton vinder, tilbage, da forbundspolitiet, FBI, mandag fortalte, at nyfundne e-mails ikke fører til, at en tidligere lukket sag mod kandidaten vil blive genåbnet.

De toneangivende aktieindeks i USA steg omkring to procent mandag efter at være faldet ni dage i streg.

- Markederne hader usikkerhed. Det gør ondt at måtte falde tilbage på en kliché, men det er sandheden.

- Før e-mailsagen genopstod, mente folk, at Hillary Clinton bare cruisede mod sejren. Men så opstod der tvivl, siger investeringsdirektør ved Oakbrook Investments Peter Jankovskis til Reuters om børsernes stigninger.

På valutamarkedet var handlernes fornyede tro på en Clinton-sejr godt nyt for den mexicanske peso. Trumps aggressive holdning til frihandel og mexicanere anses som negative for landet.

Den mexicanske peso styrkedes med 2,55 procent til 18,55 peso for en dollar mandag.

/Ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress