Af Ritzau - 01/12-16 01:19

Diplomater beskylder Johnson for at tale med to tunger om EUDiplomater beskylder Johnson for at tale med to tunger om EU

Den britiske udenrigsminister har fortalt en række diplomater, at han støtter op om EU's fri bevægelighed.

storybild

Boris Johnson var den mest prominente skikkelse i den såkaldte "Leave"-kampagne, der kæmpede for, at Storbritannien skulle stemme sig ud af EU. (Billede: Reuters/Toby Melville)

Storbritanniens udenrigsminister, den konservative Boris Johnson, har fortalt mindst fire EU-ambassadører, at han støtter op om den frie bevægelighed inden for EU's grænser.

Det skriver Sky News ifølge nyhedsbureauet AFP.

Boris Johnson var den mest prominente skikkelse i den såkaldte "Leave"-kampagne, der kæmpede for, at Storbritannien skulle stemme sig ud af EU.

Det skete som bekendt i juni.

Derfor vækker udtalelserne fra Boris Johnson opsigt. Johnson har ved gentagne lejligheder offentligt tordnet mod den frie bevægelighed.

Sky News har talt med fire ambassadører, der alle siger, at Johnson privat har fortalt dem, at han er tilhænger af fri bevægelighed.

- Boris Johnson har helt åbent fortalt os, at han er tilhænger af fri bevægelighed, siger en af diplomaterne til Sky News.

De ønsker alle at være anonyme.

Den tidligere borgmester i London blev en form for uofficiel leder af den side, der ville trække briterne ud af EU.

Og efter afstemningen i juni blev han udpeget som udenrigsminister.

Johnson og resten af "Leave"-kampagnen fokuserede en stor del af sin taletid på at sætte en stopper for indvandring fra EU's øvrige 27 medlemslande.

Nick Clegg, tidligere vicepremierminister fra partiet Liberal Democrats, kritiserer Boris Johnson for at ytre andre holdninger privat, end han gør i offentligheden.

- Det tyder på, at Boris Johnson behandler vælgere som tåber. Lad os huske på, at Boris Johnson var hovedmanden bag brexit-kampagnen, siger Clegg til Sky News med henvisning til kampagnen for et britisk exit fra EU.

Det er ikke første gang, at Boris Johnson beskyldes for at støtte et brexit for sin karrieres skyld.

I oktober offentliggjorde The Sunday Times en kronik, som Johnson skrev få måneder inden brexit-afstemningen.

Her argumenterer han for, at Storbritannien skal blive i EU.

I kronikken advarer Johnson om, at et brexit vil føre til alvorlig økonomisk krise, store tab af arbejdspladser og skotsk løsrivelse.

51,9 procent af de britiske vælgere stemte for at forlade EU, og 48,1 procent stemte for at blive i EU ved folkeafstemningen i juni. Valgdeltagelsen var 72 procent.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress