Af Ritzau - 31/05-16 11:01; Opdateret: 31/05-16 11:21

Europas narkoproblem bliver værre og går onlineEuropas narkoproblem bliver værre og går online

Farverige ecstasypiller med logoer for populære festivaler er en ny tendens, siger EU's narkoagentur.

storybild

Europa står over for et voksende narkotikaproblem, advarer EU's justitskommissær, Dimitris Avramopoulos. (Billede: Free/Colourbox)

Europas problemer med narko bliver værre. Nye stoffer er kommet på markedet, flere dør af overdosis, og nu er narkohandlen også på vej på nettet.

Sådan lyder advarslen fra EU's narkoagentur, der tirsdag offentliggør sin årsrapport i Lissabon.

- Vi står over for et voksende narkotikaproblem, siger EU's justitskommissær, Dimitris Avramopoulos.

Han siger, at både efterspørgslen efter og udbuddet af psykoaktive og stimulerende stoffer er stort i Europa, og han opfordrer EU-landene til at "intensivere samarbejdet om at bekæmpe denne globale udfordring".

Især ecstasy, der formelt kaldes MDMA, er på vej tilbage på narkomarkedet igen. Efter flere års nedtur er pillerne på vej ind blandt unge i nattelivets mainstreammiljøer som barer og private fester.

Inden for det seneste års tid er bagmændene desuden begyndt at lave ecstasypiller med lokkende farver, former og logoer for populære festivaler.

- Det er en ny tendens, hvor man går efter en bestemt målgruppe i en meget kort periode, siger Andrew Cunningham, der er videnskabelig analytiker ved EU's narkoagentur.

Foreløbig er den nye trend dog kun set på to festivaler, én i Holland og én i Belgien.

Salg af narko via internettet er også en ny tendens, der vil gribe mere og mere om sig, advarer Jane Mounteney, der er afdelingsleder ved narkoagenturet.

- Ligesom alt andet er på nettet, er narko nu også på vej. Det ville også have været en overraskelse, hvis det ikke var sket, siger hun.

EU's narkoagentur har i øjeblikket kendskab til 40 forskellige websider, der fra den mørke og krypterede side af internettet sælger narko i Europa.

De bruger de nye betalingsmetoder på nettet og leverer via pakkepost, ofte til en postboks, hvor køberne så kan hente deres varer.

- Det er især hash og ecstasy, der sælges via nettet, siger Jane Mounteney.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress