Af Ritzau - 18/04-16 09:34; Opdateret: 18/04-16 10:52

USA vil øge sit militærbidrag til Irak i kampen mod ISUSA vil øge sit militærbidrag til Irak i kampen mod IS

Den amerikanske forsvarsminister er mandag i Bagdad for at diskutere kampen mod IS med irakiske embedsmænd.

storybild

USA's forsvarsminister, Ash Carter, er i Bagdad for at drøfte kampen mod Islamisk Stat (IS) med irakiske embedsmænd. (Billede: AP/Bullit Marquez)

USA's forsvarsminister, Ash Carter, er mandag i Iraks hovedstad, Bagdad, for at mødes med irakiske embedsmænd for at diskutere krigen mod den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

USA leder den internationale koalition, der udfører luftangreb mod IS og træner soldater i kampen mod de militante i både Irak og i nabolandet Syrien.

Carter skal mødes med blandt andre amerikanske militærchefer, Iraks premierminister, Haider al-Abadi, og forsvarsminister Khaled al-Obaidi under sit besøg.

Her skal parterne blandt andet drøfte et øget amerikansk militærbidrag til Irak forud for slaget om landets næststørste by, Mosul, som irakisk militær forsøger at vinde tilbage fra Islamisk Stat.

- Kampen om Mosul er afgørende. Vi vil få brug for at være mere aggressive, siger en unavngiven højtstående embedsmand fra det irakiske forsvar til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge den amerikanske forsvarsminister afhænger succesen af kampen mod IS i Irak af politiske og økonomiske fremskridt, ligesom Ash Carter påpeger vigtigheden af fortsat at støtte premierminister al-Abadi.

USA har omkring 3900 tropper i Irak, hvoraf de fleste hjælper med træning og rådgivning.

Den amerikanske regering har dog også sendt specialstyrker af sted for at udføre angreb mod IS, ligesom amerikanske marinesoldater er blevet sat ind for at yde støtte til irakiske tropper.

Præsident Barack Obama har gentagne gange lovet, at der ikke vil blive sat amerikanske landtropper ind i kampen mod Islamisk Stat. Amerikanske styrker er dog i kamp med de militante, og to amerikanske militærfolk er allerede blevet dræbt.

Ash Carters besøg til Irak er det seneste i rækken af besøg fra højtstående vestlige embedsmænd den seneste tid.

For to uger siden besøgte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, Irak, mens den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, aflagde landet et besøg i sidste uge.

Under sit besøg sagde franskmanden, at både Mosul og Raqqa, der er Islamisk Stats højborg i Syrien, skal falde i år.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress