Af Ritzau - 11/04-16 10:19; Opdateret: 11/04-16 20:29

Fujimori kan blive Perus første kvindelige præsidentFujimori kan blive Perus første kvindelige præsident

Keiko Fujimori er klar til anden valgrunde ved præsidentvalget i Peru. Hun kan blive første kvinde på posten.

storybild

Perus præsidentkandidat fra partiet Fuerza Popular, Keiko Fujimori, kan blive familiens anden præsident efter sin far, Alberto Fujimori, hvis hun vinder valget. Hun skal ud i en anden valgrunde 5. juni. (Billede: AP/Martin Mejia)

Keiko Fujimori har taget et stort skridt på vejen mod at blive Perus første kvinde på præsidentposten, viser de foreløbige resultater.

Med 83 procent af stemmerne talt op står Fujimori til at få opbakning fra 39,2 procent af vælgerne, oplyser valgkommissionen i landet.

Det betyder, at hun skal ud i en anden runde 5. juni. Her skal hun efter alt at dømme op mod tidligere premierminister Pedro Pablo Kuczynski. Han står til at få 22 procent af stemmerne.

For at vinde præsidentvalget allerede i første runde, skal en kandidat sikre sig mindst 50 procent af stemmerne.

40-årige Keiko Fujimori er datter af Alberto Fujimori, der var Perus præsident fra 1990 til 2000. I 2005 blev han idømt 25 års fængsel for blandt andet drab, bortførelser og korruption samt en række brud på menneskerettighederne.

Både Keiko Fujimori og Pedro Pablo Kuczynski har lovet at sætte skub i økonomien. De vil, lover de, bekæmpe kriminaliteten i det sydamerikanske land med 30 millioner indbyggere.

Selv om cirka halvdelen af stemmerne fortsat mangler at blive talt op, fejrer Fujimori sejren.

- Vælgerne kræver forandring. Det er et stort ansvar, som vi vil ære, siger hun i en tale til sine tilhængere.

- Peru ønsker forsoning og ikke mere konflikt. Vi inviterer alle peruanere til at vælge forandring 5. juni.

Keiko Fujimori har lagt afstand til sin fars politik. Alligevel siger omkring halvdelen af peruanerne ifølge en måling, at de aldrig kunne drømme om at stemme på hende.

Det kan muligvis give hende problemer i anden valgrunde. Iagttagere mener nemlig, at mange af de vælgere, der søndag satte deres kryds ved nogle af de tabende kandidater, vil stemme på Fujimoris modkandidat ved anden valgrunde 5. juni.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress