Af Ritzau - 17/04-16 08:20

PORTRÆT: Brasiliens jernlady på vej ud i politisk mørkePORTRÆT: Brasiliens jernlady på vej ud i politisk mørke

Brasiliens første kvindelige præsident kan blive tvunget ud i en rigsretssag efter anklager om manipulation.

storybild

Tidligere præsident Lula opildner folk til et møde lørdag blandt Rousseffs få tilbageværende støtter. (Billede: AP/Felipe Dana)

Søndag er en skæbnedag for den brasilianske præsident, Dilma Rousseff.

Her skal underhuset i den brasilianske kongres stemme om, hvorvidt de mener, at Rousseff skal stilles for en rigsret for blandt andet at have manipuleret med regeringens budget i forbindelse med valgkampen i 2014.

Den 68-årige Dilma Rousseff er uddannet økonom. Hun indledte sit politiske liv med en fremgangsrig karriere som embedsmand i regeringskontorerne i hovedstaden Brasilia.

Blandt andet var hun i næsten fem år stabschef for den tidligere præsident Luiz Lula da Silva.

Hun voksede op i en middelklassefamilie med en bulgarsk far, der havde succes i erhvervslivet.

Som ung studerende gik hun med i en undergrundsbevægelse, der bekæmpede militærdiktaturet, som regerede fra 1964 til 1985.

Hun afviser, at hun deltog i voldelige aktioner mod militæret, men hun sad fængslet i næsten tre år for sit modstandsarbejde.

Rousseff indledte sin første præsidentperiode på ryggen af et økonomisk opsving, men i takt med, at Brasiliens økonomi har bevæget sig fra opsving mod recession, er hendes popularitet faldet.

Brasiliens første kvindelige præsident har på det seneste skabt røre i det sydamerikanske land, hvor "jernladyen" ellers tidligere nød stor opbakning.

Dagligt har et stort antal af demonstranter råbt på hendes afgang, men også støtter af præsidenten har været på gaden for at vise deres støtte til Rousseff.

Nu er sympatien dog for alvor ved at tippe - og ikke til præsidentens fordel. Hendes opbakning er faldet fra 80 til 10 procent, siden hun første gang blev valgt, og hun måtte fredag droppe at forsvare sig selv i en tv-tale.

Det skete, efter at et oppositionsparti forsøgte at få en domstol til at blokere talen. Partiet mente, at Rousseff ville gøre uretfærdigt brug af den brasilianske stats ressourcer til at forsvare sig selv.

Dilma Rousseff har ikke afvist, at hun har manipuleret med statens budgetter, men henviser til, at tidligere regeringer har benyttet sig af samme fremgangsmåde.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress