Af Ritzau - 11/07-16 17:09; Opdateret: 11/07-16 17:59

Cameron: Theresa May bliver premierminister onsdagCameron: Theresa May bliver premierminister onsdag

Den britiske premierminister, David Cameron, går af på onsdag og lader Theresa May overtage posten samme dag.

storybild

David Cameron taler mandag eftermiddag til pressen uden for Downing Street 10, hvor han meddeler, at Theresa May tiltræder som ny premierminister senest onsdag aften. (Billede: Scanpix/Chris J Ratcliffe)

Den britiske indenrigsminister, Theresa May, overtager posten som britisk premierminister senest onsdag aften.

Det siger den afgående premierminister, David Cameron, på et kort pressemøde uden for premierministerboligen i Downing Street 10.

- Der vil være en ny premierminister i den bygning bag mig inden onsdag aften, siger Cameron.

Han understreger, at han er glad for, at kampen om formandsposten i Det Konservative Parti har fået en hurtig afslutning.

- Jeg glæder mig over, at Theresa May bliver den næste premierminister. Hun er stærk, hun er kompetent, og hun er fuldt ud i stand til at yde det lederskab, vores land har brug for i de kommende år. Hun har min fulde støtte, siger han.

Tidligere mandag meddelte Mays eneste modkandidat, Andrea Leadsom, at hun trækker sig fra kampen om formandsposten i Det Konservative Parti.

Dermed trak Leadsom også sit kandidatur til premierministerposten.

Cameron tilføjer, at han tirsdag vil lede sit sidste regeringsmøde, inden han onsdag er i Underhuset til spørgetime og derpå kører til Buckingham Palace, hvor han formelt indgiver sin afskedsbegæring til dronning Elizabeth II.

Premierministeren meddelte sin afgang efter den britiske EU-afstemning 23. juni, hvor et flertal af de britiske vælgere stemte for at forlade EU.

Theresa May er en af de mange fremtrædende politikere, der vil foretrække, at Storbritannien bliver i EU. Men hun gentog mandag, at hun vil følge folkeafstemningens krav om et britisk exit fra EU.

- Brexit betyder brexit, sagde hun.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress