Af Ritzau - 14/09-16 04:11

2500 får fra Tjetjenien skal give syrere kød på eid-bordet2500 får fra Tjetjenien skal give syrere kød på eid-bordet

Cirka 100.000 nødlidende indbyggere i Syrien kan se frem til at fejre offerfest med frisk kød fra Kaukasus.

storybild

Ramzan Kadyrov har i årevis styret Tjetjenien med støtte fra blandt andre Ruslands præsident, Vladimir Putin. Arkiv (Billede: Reuters/Sputnik)

2500 får, 100 tyrekalve og ti kameler.

Sådan lyder indholdet af en donation, som den selvstyrende, russiske republik Tjetjenien sender til Syrien i forbindelse med fejringen af den islamiske offerfest eid al-Adha.

Det oplyser Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, tirsdag på det sociale medie Instagram ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

- Omkring 100.000 folk i Damaskus, Latakia, Tartus, Aleppo og syriske flygtningelejre i Libanon vil modtage kød i løbet af de næste tre dage, skriver Kadyrov ifølge Tass.

Det er Kaukasus-republikken Tjetjeniens offentlige velgørenhedsfond, som står bag gaven til det syriske folk. Tjetjenien er ligesom Syrien overvejende muslimsk.

Eid al-Adha markerer afslutningen på den muslimske pilgrimsfærd hajj til Saudi-Arabien.

At foretage rituelle ofringer i forbindelse med eid al-Adha-festlighederne er skik og brug mange steder. Men på grund af borgerkrigen i Syrien er mange indbyggere afskåret fra at kunne skaffe eksempelvis kød.

En skrøbelig våbenhvile trådte mandag ved solnedgang i kraft mellem de stridende parter i Syrien. Aftalen indebærer, at der åbnes op for nødhjælp til belejrede områder i blandt andet Aleppo.

Omkring 250.000 mennesker har ifølge AFP levet i månedsvis under regeringsstyrkernes belejring af den oprørskontrollerede østlige del af byen.

Men tirsdag havde indbyggerne i byen ikke set meget til nødhjælp.

- Vi så i fjernsynet, at der ville komme hjælp efter 20 timer af våbenhvilen, men vi har ikke set noget til det, siger 23-årige Mohammad Hashisho til AFP.

I Aleppos gamle bydel havde Mahrus Ismail tirsdag medbragt et får til slagteren i anledning af eid al-Adha.

- Jeg købte dette får for næsten en måned siden. Dengang vejede det 40 kilo. I dag vejer det 33 kilo på grund af manglen på foder, siger han til AFP.

Ifølge FN kan leveringen af nødhjælp først begynde, når sikkerheden for konvojerne er på plads.

Hvordan fårene, kalvene og kamelerne fra Tjetjenien skal fragtes ind til Syrien, fremgår ikke umiddelbart.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress